Skole evakueret efter bombetrussel - opdateret
Seddel med bombetrussel mod skole førte til evakuering
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:49
AALBORG: Gammel Hasseris Skole på Mester Eriks Vej i Aalborg blev onsdag eftermiddag evakueret på grund af en bombetrussel.
Skolen oplyser, at der ca. kl. 13.20 blev fundet en seddel i skolegården - en seddel med besked om, at der ville sprænge en bombe i skolen kl. 14.
”Vi kontakter omgående Nordjyllands Politi og går i gang med at evakuere eleverne til Rotunden. Vi oplever ingen panik, og evakueringen foregår i god ro og orden under ledelse af vores medarbejdere. Senere bliver eleverne flyttet til KFUM Hallen - på det tidspunkt er størstedelen af eleverne afhentet”, skriver skolen på Facebook.
Politiet sendte straks patruljevogne, indsatsleder og hundepatruljer til skolen, efter politiet blev alarmeret ca. kl. 13.25.
- I sådan en situation tager vi ingen chancer. Vi evakuerer, og vi gennemgår skolen for at være helt sikre på, at der ikke er alvor bag truslen, siger vicepolitiinspektør Ole Juul Schmidt, der leder politiets indsats på skolen.
Skolen gennemsøges
Alle de evakuerede elever blev bragt til KFUM-Hallen, Under Lien, hvor forældrene hentede dem.
Politihunde gennemgik skolen, men fandt ingen bombe. Efterforskningen viste, at sedlen var skrevet i forbindelse med en skoleopgave - og ikke var en reel trussel.
Skolen genåbner torsdag morgen.
- Man bliver forskrækket
Bombetruslen gjorde forældrene utrygge:
- Min søn ringede til mig og bad mig om at blive hentet, fortæller en forælder til Nordjyske.dk.
- Man bliver forskrækket, når der sker sådan noget. Som voksen tager man det med et gran salt, men selvfølgelig skal det tages alvorligt, siger forælderen.
Han fortæller, at der ikke var panik, og at politiet så ud til at have kontrol over situationen, da han hentede sin søn.
Skolen: Hold øje med børnenes reaktioner
På Facebook skriver skolen til forældrene:
”De kommende dage vil vi have fokus på dagens hændelse, og lærere og pædagoger vil være særligt opmærksomme på eventuelle reaktioner hos børnene. Det vil være af stor betydning for børnene, at I også i hjemmet taler åbent om det, der er sket - alt efter behov.”
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.