Skole får brug for boldbane

VRÅ:Vrå Skoles inspektør, Rolf Nordsborg, har bedt kulturudvalget sørge for, at der etableres en "erstatningsfodboldbane" ved skolen, når de nye ældreboliger ved Vrå Højskole bygges. Skolens nuværende fodboldbane er inddraget til byggeriet, der i første omgang kommer til at omfatte 24 og på længere sigt 40 ældreboliger med tilknytning til højskolen. Boligerne opføres af Kolding-fimaet Jyske Seniorbolig og skal efter planen stå klar til indflytning i sommeren 2004. Kulturudvalget videresender ansøgningen fra Vrå Skole til økonomiudvalget med anmodning om, at der sørges for en erstatningsfodboldbane indenfor boligprojektets økomiramme.