Skole fejrede 40 år på bagen

ØLAND:Øland skole markerede fredag sit 40 års jubilæum med en uformel reception, hvor der var omkring 90 deltagere. Efter skoleinspektør Hans Rasks velkomst talte borgmester Mogens Gade. Borgmesteren, der har været lærer ved skolen i næsten 17 år, indledte med et lille historisk tilbageblik på, hvad der skete forskellige steder i verden i 1963 - det år, Øland skole blev indviet. Mogens Gade var ligeledes inde på den beslutningsproces, der lå forud for byggeriet af skolen, en proces, som begyndte så langt tilbage som i 1937. Borgmesteren kunne berettiget konstatere, at talemåden: Ting ta’r tid også gjaldt dengang. Mogens Gade omtalte endvidere, at Øland skole i mere end 25 år sammen med Langeslund skole har dannet én skole. Denne sammenlægning er en udløber af skolestrukturdebatten fra midten af 70’erne. Politikerne mente, at skolerne skulle have en chance. Den chance har de fået og udnyttet på en meget positiv måde, selv om det er en lidt speciel konstruktion. En speciel markering af jubilæet blev leveret af Brovst Pigegarde, der som gave til skolen gav koncert til glæde for receptionsgæsterne. Også sognepræst Gunvor Gadegaard var blandt talerne ved jubilæet. Hun nævnede blandt andet det gode samarbejde i forbindelse med konfirmationsforberedelserne og juleafslutningerne i Oxholm kirke. Gunvor Gadegaard fortalte desuden om sine egne oplevelser ved den første kontakt til skolen. Tidligere lærer ved Øland skole Ingelise Nielsen, som var med fra skolens start, gav et tilbageblik over skolens tidlige år. Hun sluttede talen med at omtale skolen som verdens bedste arbejdsplads. Skoleinspektør Hans Rask fortæller, at skolen modtog en række gaver, blandt andet pengegaver fra Brovst Kommune, de øvrige skoler, personalet og lokale pengeinstitutter. Ifølge Hans Rask skal pengegaven fra skolerne bruges til kunst fra Skolernes Kunstforening, mens de øvrige pengegaver skal bruges til et arrangement fra ordningen ”en hel kunstner til halv pris” til glæde for børnene. Øland skole modtog en speciel gave fra det lokale kraftvarmeværk, nemlig en stor pakke med forskelligt slik, som ifølge Hans Rask skal nydes af eleverne ved passende lejlighed. jd