Skole høres først

Børne- og ungdomsudvalget vil holde møde med Bavnebakkeskolen før beslutning om skolens udbygning.

Det haster ikke mere med en beslutning om Bavnebakkeskolens fremtid, end at der skal være tid til et møde med skolen selv først. Det mener et enigt børne- og ungdomsudvalg i Rebild Kommune. Onsdag aften besluttede udvalget at udsætte beslutningen om retningen for udbygningsplanerne, til politikerne har holdt møde med skolen mandag 4. maj. - Vi inviterer dem til et møde om deres indstilling til sagen, for det er vigtigt at høre den, før vi træffer en beslutning. Skolen får selv lov at sætte holdet, som skal tale med os, siger formanden for børne- og ungdomsudvalget, Bent Juul Jensen (V). Medarbejdere og skolebestyrelse er især ikke begejstrede for forslaget om at bygge en helt ny indskoling i Støvring Ådale og dermed dele skolen i to.