Skole plaget af cykeltyverier

De mindste elevers cykler på Dronninglund Skole er de oftest udsete mål

DRONNINGLUND:Dronninglund Skole har i dette skoleår haft store problemer med tyveri af de små børns cykler, mens de er i skole. - Når børnene får fri og kommer ud til cyklerne, er de der ikke, fortæller Karen Axen, som er sekretær på skolen. I øjeblikket er problemet større end nogensinde, siger hun. I gennemsnit forsvinder der ifølge Karen Axen en eller to cykler hver dag. Tyvene er ikke fundet, selvom der har været vagter på cyklerne - dog mest om morgenen og i frokostpausen. Politiet er også sat på sagen, men den er svær, da de ikke er begejstrede for at skulle tjekke børnene. Det er dog sket, men svaret har altid været kort og kontant - "det er altså min cykel". - Så er det svært at gøre noget, forklarer færdselskontaktlæreren på skolen, Anne Grethe Bach. Skolen har brugt lang tid på at informere elever og forældre om nødvendigheden af at låse cyklen. Ofte er det nemlig sådan, at børnene enten ikke har lås på cyklen, eller også kan de ikke finde ud af låsen. - Den er tit for stram, eller også har de bare glemt det, det er jo børn i børnehaveklasserne og 1. og 2. klasserne, der er tale om, siger Karen Axen. Som sagt er tyven, eller - som man tror - tyvene ikke fundet, men der er mistanke om, at cyklerne bliver brugt til transport til fritidshjemmet, hvor mange af de stjålne cykler er blevet fundet. Der er også blevet stjålet cykler andre steder, hvorefter cyklen også er blevet fundet ved fritidshjemmene. Simon fra 1.b fortæller om tyveriet af sin cykel: - En dag, da jeg havde fået fri, var den bare væk. Jeg gik ned til fritidshjemmet, og der stod den. Simon kan også fortælle, at han ikke havde låst cyklen, men nu er der blevet sat lås på. Den bruger han hver dag, og siden har det ikke været et problem. På skolen skønnes det også, at en del af tyveri-problemet kan være, at nogle af børnene bliver kørt i bil eller bus i skole - og derfor ikke har transport hen til fritidshjemmet, medmindre de "låner" en cykel til formålet. Derfor valgte skolen også for nylig at køre kampagnen "Alle børn cykler", der gik ud på, at alle børn skulle cykle til og fra skole. - Det ville både være godt for motionens og motorikkens skyld, forklarer Anne Grethe Bach, inden Karen Axen med hensyn til cykeltyverierne konkluderer: - Børn skal lære at respektere hinandens ting, uanset om det er cykler, vanter eller mobiltelefoner. Karen Axen bemærker hertil videre, at børn skal kunne kende forskel på "mit og dit" - og at det er både skolen og forældrenes ansvar, at børnene lærer, hvad der er rigtigt og forkert. - Børnene er ofte kede af det, når de kommer ind til mig, og jeg prøver at hjælpe dem med at finde cyklerne på skolens område - men ofte forgæves, slutter skolesekretæren.