Skolevæsen

Skole skal være et lære- og værested

Elever fra Hadsund og Visborg skoler var de første, der fik et indblik i planerne om ny skole

HADSUND:Udviklingsrapporter, pædagogiske mønstre og omvendt licitation er ord og betegnelser, der kan være svære at kapere, når man er syv år gammel, og der er fastelavnsmandag. Ikke desto mindre var alle elever fra Hadsund og Visborg skoler inviteret af byrådet til at høre om de planer, kommunen har for den kommende skole, der skal bygges ved stadionområdet, og som skal stå klar ved skoleårets begyndelse i 2004. På et byrådsmøde i torsdags besluttede et enigt byråd, at KPC BYG A/S fra Aalborg skal være entreprenør på projektet, og i går løftede parterne sløret for de første tegninger i Hadsund Skoles aula. Entreprenøren havde allieret sig med en ingeniør, en skolekonsulent og en arkitekt til fortælle eleverne om de foreløbige planer, og så kunne brugerne samtidig komme med deres holdninger og idéer til den kommende storskole. For eleverne i børnehaveklassen til tredje klasse var det åbenbart ikke udviklingsrapporter eller pædagogiske mønstre, der havde den største interesse. Efter et spørgsmål om hvornår skolen står færdig, gik en pige op til mikrofonen og fortalte, at hun havde fødselsdag. Det fik forsamlingen til at bryde ud i fødselsdagssang, og efterfølgende sluttede borgmester Karl Christensen (S) seancen af med: - Vi har ikke tid til flere spørgsmål, for så ville det nok ende med, at alle har spørgsmål. Stor tilfredshed De yngste elever havde ellers efter en introduktion af borgmesteren haft en legestund med skolekonsulent Ole Albæk, der i en sort affaldssæk havde forskellige slags legetøjshuse med. Han bad i den forbindelse eleverne tænke over, hvordan en god skole ser ud. - Vi kan ikke nå at få alle jeres idéer lige nu, men vi vil gerne have, at hver elev afleverer et ark med de ting, som de ønsker skal være på skolen, sagde Ole Albæk og understregede, at skolen skal være et sjovt sted. Samme budskab kom fra arkitekt Kjeld Bjerg, der viste tegninger af indskolingselevernes klasselokale, som fremover skal være et kombineret lære- og legested, og det blev mødt med et stort bifald fra salen. Eleverne fra fjerde til niende klasse fik også gennemgået materialet, og de havde spørgsmål om de mange ekstra aktiviteter, som bliver tilknyttet skolen. Et torv bliver skolens samlingssted, og derudover kommer der en ny svømmehal og en udendørs skaterbane. - Det lyder fedt med torvet og en café, og det bliver meget bedre, end det er nu, lød den umiddelbare kommentar fra Natasja Nielsen, der går i 7. klasse, og som dermed skal begynde i 9. klasse, når skolen står klar til brug. Også borgmester Karl Christensen var tilfreds, og han mente, at de yngste elever havde fået noget med fra orienteringen. - Det er dem, der bliver brugerne af skolen, og de virkede meget interesserede i, hvordan deres kommende klasselokale kommer til at se ud. Han havde ved middagstid i går allerede modtaget de første tegninger fra 1.a på Hadsund Skole, og de vil indgå i de overvejelser, som om få måneder skal resultere i et endeligt projektforslag.