Skole tilbyder nu de største elever sport som valgfag

SALTUM:Fodbold, håndbold, basketball og volleyball er nogle af de tilbud de ældste elever på Saltum Centralskole kan vælge som valgfag i fremtiden. Det har længe været et stort ønske blandt elverne at kunne få mulighed for at få den fysiske dimension med i valgfagene. Der er blevet lagt ekstra pres på skolen efter opgørelsen af forårets arbejde med fremtidsværksted, hvor det var et meget stort ønske blandt elverne i 8. og 9. klasse. Idræt er imidlertid ikke nævnt i rækken af valgfag i folkeskoleloven derfor har det været en vej omkring byrådet til godkendelse. Skolen har derfor udarbejdet en læseplan for faget "sport" så de allerede fra næste skoleår kan tilbyde idrætsaktiviteter til de ældste elever.