Skolevæsen

Skolebestyrelsens formand smider kasketten

Nederlagsstemning i Øster Hurup efter melding om, at byens skole er dømt til lukning.

Fastholdes beslutningen om at lukke Havbakkeskolens afdeling i Øster Hurup til fordel for Skelund Skole, er det også ensbetydende med, at formanden for skolebestyrelsen går af. - Som en af dem, der har forsvaret afdelingen i Øster Hurup, kan jeg ikke fortsætte og bede om ekstrabevillinger til de ting, som man ikke har taget højde for ved at flytte indskolingen til Skelund. Det er helt givet, siger formand Karsten Jensen. Ring til en politiker Han konkluderer, at bestræbelserne på at få politikerne til at ændre kurs ikke har båret frugt. - Der er tilsyneladende ikke flyttet en brik, og jeg har lidt svært ved at se, hvad vi kan gøre mere. Der er tilsyneladende flertal på tværs af partierne. Vi kan måske læne os op ad det alternative forslag, som er fremsat af blandt andre Venstres Carsten Brandt Andersen, og så må vi selvfølgelig prøve at ringe til vores lokale politikere for at påvirke dem. Først og fremmest Ronny Thomsen. Peter Muhl (byrådsmedlem fra Skelund, red.) kan vi nok ikke regne med at få over på vores side, siger Karsten Jensen med et skævt smil.