Skolebestyrelsesformand vil have større tilbygning

KONGERSLEV:Både kulturudvalget og skolebestyrelsen for Sdr. Kongerslev Skole vil gerne have SFO'en rykket ind på skolens område. Forskellen er, at udvalget vil have det inden for den eksisterende moderniseringsplan, mens skolebestyrelsen vil have en større tilbygning. - Vi har i dag en velfungerende SFO, og det vil være ærgerligt, hvis den bare skulle ned i to klasselokaler. Det vil være en markant forringelse, og derfor kræver vi, at SFO'ens vilkår ikke bliver forringet, siger formanden for skolebestyrelsen, Erik Hostrup. For at skolebestyrelsen kan anbefale kulturudvalgets ønskede rokade, vil man ikke bare flytte på streger, men tegne nogle nye. Blandt andet er det anført i brevet til udvalget: "Hvis den nuværende SFO ønskes anvendt til andre formål, ser vi dog meget positivt på, at en fritidsordning på skolen indarbejdes i det forslag, der skal laves for skolens afsluttende modernisering." - Indtil videre er vi blevet utrolig godt behandlet af kommunen, som ikke har trukket noget ned over hovedet på os. Det tror jeg heller ikke sker denne gang, siger Erik Hostrup.