Skolebørn fik jord under neglene

På Ullits Skole tager eleverne i denne uge forskud på kartoffelferien

Ida Smith
De yngste nyder at få lov at rode i jorden.
Skolevæsen 11. oktober 2006 06:00

ULLITS: - Kartofler, de er sjove! Udbruddet kommer helt spontant fra en af de små elever fra Ullits Skole, mens han roder rundt i jorden, i skarp konkurrence med kammeraterne om at grave flest mulige kartofler op. Samtlige af skolens elever er sendt i marken for at indlede den sidste emneuge op til efterårsferien med at samle kartofler. Nogle har husket at tage gummistøvler og overalls på, mens andre må gå rundt resten af dagen med jord på buksebagen og knæene. Skolen har valgt at tage udgangspunkt i, at efterårsferien i gamle dage var en ferie, hvor børnene skulle hjælpe med at tage kartofler op. Derfor blev det temaet for emneugen. Mange af eleverne har aldrig prøvet at grave kartofler op før. Så det er næsten som en ren skattejagt at finde de fine knolde. Nogle kan ikke vente, indtil greben har løsnet jorden. De graver løs som små hunde. - Jeg fandt lige to nede i jorden. Jeg gravede, meddeler Andreas Nygaard fra 1. klasse begejstret. Børnene er enige om, at kartofler smager godt. - Min mor gider bare ikke skrælle dem, beklager en af pigerne. Blandt de yngste er det lærerne, der fører greben, mens de ældre elever klarer hele arbejdet selv på en anden mark længere væk fra byen. Lokale landmænd, Kurt Friis Jørgensen og Søren og Niels Peter Byrjalsen, har stillet nogle kartoffelrækker til rådighed. - Én graver, og nogle andre samler op. Vi må tage af rækken nærmest vejen, instruerer lærer Jørgen Lund sin 5. klasse. - Det er sjovt, synes både Liv Eldevig og Gioia Sciommeri fra 7. klasse, selv om de ikke er helt tilfredse med neglenes udseende efter arbejdet. - Har I egentlig ikke en kartoffeloptager? vil Liv Eldevig vide. - Hvad skal vi med det? Vi har jo over 100 børn til at grave, svarer Jørgen Lund. Og elevernes anklager om børnearbejde ser ikke ud til at bide på ham. Emneugen byder i øvrigt ikke på særlig meget fysisk arbejde. Eleverne ser også film om kartofler, og den indsamlede høst skal bruges til at lave kunstværker med, blandt andet i form af kartoffeltryk og collager af snittede kartoffelskiver. Endelig skal knoldene selvfølgelig også tilberedes og spises. På fredag, når det er skolernes motionsdag, vil en af aktiviteterne blive kartoffelolympiade.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...