Skolebørn giver løn til bagersvenden

Skoleeleverne vil hellere have bagerens boller end skolebodens mad, som de synes er kedelig

VRÅ:Bagerparret fra Vrå Bageri, Joan og Henrik Andersen, gyser ved tanken om, at man helt skulle finde på at forbyde alle elever fra Vrå Skole at forlade skolen i frikvarterne. - Så ville vi blive nødt til at fyre vores svend. Så kontant ville følgerne ifølge bagermester Henrik Andersen blive. Hver skoledag i to omgange vælter elever fra skolens 8. og 9. klasse ind ad døren. Første gang klokken 9.30 og anden gang lige efter 11.30. - Mange spiser her oven i købet to gange. Jeg tror, at der er nogen, som spisermorgenmaden her i butikken klokken 9.30. Men ellers er det typisk deres madpakke, de køber her, siger Joan Andersen. I denne uge har hun savnet 9. klasserne, som har været på tur til Amsterdam. - Vi ville virkelig miste en betydelig del af vores omsætning, hvis eleverne holdt op med at komme her, så det håber jeg da aldrig sker, siger Joan Andersen. Eleverne ville også blive kede af det, for de er meget glade for bagerparret og deres brød med forskelligt fyld. - De har virkelig god mad her. I dag skal jeg have en ciabatta-bolle med kylling, og det er godt. Jeg spiser her nok tre gange om ugen, for det er meget nemmere end at smøre en madpakke, siger Julie Østergaard. - Jeg køber her kun, hvis jeg har glemt madpakken. Til gengæld køber jeg så en kage, indrømmer Signe Djernes og ser ud somom hun godt ved, at det ikke er helt sundt. - Hvis jeg havde penge, købte jeg her hver dag, for jeg skal selv lave en madpakke hjemmefra. Jeg betaler selv for det, jeg køber her, så jeg køber ikke sodavand, siger Kresten Larsen. De unge mennesker siger samstemmende, at de synes, at maden i skoleboden er for kedelig. - Man bliver ikke mæt af det, man kan købe der, erklærer Nanna Brasholt. Bagerfruen forsikrer, at de unge fortrinsvist køber de sunde brød med fyld. - Men det er da klart, at jeg ikke forbyder dem det, hvis de vil købe en kage. - Jeg køber altså gerne kage, siger Casper Hansen med munden fuld af en grøn Kaj-kage. - Men jeg gør det ikke for tit, for jeg gider ikke blive tyk, fortsætter han. I bagerbutikken kan man blandt meget andet købe næb med skinkesalat, pita med tun eller flutes med ost og skinke. Det koster 20 kr. pr. stk. En gulerodsbolle koster fem kr., mens et pølsehorn står til 12 kr. Skal der sodavand til er prisen for sådan en 14 kr. - Det er mange penge, og jeg tror ikke på, at det er forældrene, der betaler. Det er nok snarere indtægten fra deres fritidsjob, der bliver brugt her hos os, gætter Joan Andersen. Den dag Nordjyske besøgte bageren, var der nu ikke en eneste, der købte sodavand hos bageren. - Det køber vi slet ikke derinde, for det er for dyrt, lød det fra de unge, før turen gik tilbage til undervisningen på Vrå Skole.