Skolebørn tager cyklen

Elever træner regne- og færdselsfærdigheder med cyklen

Hjortdal 15. september 2002 08:00

HJORTDAL/ØREBRO: 113 skoleelever fra Hjortdal Skole og Ørebroskolen deltager for tiden i Dansk Cyklist Forbunds landsdækkende cykeldyst "Alle Børn Cykler". I perioden 9. til 20. september gælder det om at cykle til skole så mange dage som muligt. Jo flere dage børnene cykler, jo større chance har klassen for at vinde præmier i den afsluttende konkurrence. Hjortdal Skole har otte klasser med 68 elever tilmeldt. - Det er sjovt at være med, og se hvad man kan nå, men vi er ikke med for at vinde præmierne, siger Frank Ravn, der er klasselærer for skolens fire deltagende tredje- og fjerdeklasser. - Vi håber, at børnene får øjenene op for, at det er rart at cykle i skole i stedet for at blive hentet og bragt af far og mor. De får træning i at kende færdselsreglerne og holde cyklen i orden. Samtidig er det en god anledning til at snakke om love og regler i samfundet, forklarer klasselæreren. Skolen har også inddraget cykeltemaet i matematik-undervisningen, for eksempel med opgaver der handler om omkredsen på et cykelhjul. Alle eleverne i de deltagende klasser på Hjortdal Skole cykler til og fra skole i perioden. Mange er i forvejen vant til at cykle, og det sker jævnligt, at skolens klasser tager på cykeltur som en del af undervisningen, oplyser Frank Ravn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...