EMNER

Skolechef: - Vi er bagud på point

Skolechef Per Larsen opfordrer forældre til børn i specialSFO til at gå i dialog med forvaltningen omkring alternative muligheder for fritidspasning og fritidstilbud til deres børn i fremtiden.

- Det er en nødvendig debat om, hvordan de her børn kan få et ordentligt tilbud, samtidig med, at den stigende kurve over udgifter til området knækkes, uden at kommunekassen bliver drænet, siger Per Larsen Han erkender, at skal den dialog lykkes, så skal forvaltningen i arbejdstøjet efter den sagsbehandling otte forældrepar til børn med autisme blev udsat for i maj 2009. Her sendte forvaltningen, som tidligere omtalt i NORDJYSKE Stiftstidende, et brev til de otte børns forældre og meddelte, at børnene skulle flyttes til en ny specialklasse i Skørping uden nogen forudgående dialog eller kontakt til forældrene. - Jeg er da helt med på, at vi er bagud på point efter den sag. I fremtiden skal dialogen med forældrene vægtes helt anderledes højt, siger Per Larsen. Han hverken kan eller vil love, at kommunen altid træffer den beslutning, som forældrene ønsker, men dialogen skal blive bedre. - Vi har en stor opgave i at sørge for, at dialogen mellem Rebild Kommune og forældrene i fremtiden bliver god. Den opgave skal vi løse ved i praksis at vise forældrene, at vi mener, det vi siger, siger Per Larsen.