Skolevæsen

Skoleelev indsamler underskrifter

Christina Pedersen fra Oue i brechen for at bevare aften- og eftermiddagskørsel med rute 440

OUE:Lad være med at beskære rute 440. Det skaber problemer både for børn, unge, uddannelsessøgende, ældre og andre pendlere. Den appel retter skoleelev Christina Pedersen, Oue, til Nordjyllands Trafikselskab, og hun lægger vægt bag ved at samle underskrifter både blandt buspassagerer og borgere i de berørte lokalområder. Som led i den igangværende sparerunde lægger NT op til, at afgangene klokken 11.55, 12.55 og 21.55 fra Arden sløjfes. Bussen kører over Rostrup, Monstrup, Valsgaard, Kielstrup, Houtved, Oue, Hedegårde, Rostrup og tilbage til Arden. Hvis aftenturen sløjfes, afgår sidste bus fra Arden klokken 17.55 - tilmed kun som teletaxi. Det rammer unge i specielt Rostrup, men også i Oue og Valsgaard-området, mener Christina Pedersen. - Rostrup er i forvejen tyndt betjent, hvad busser angår, og for os i Oue er det virkelig træls, hvis vi mister muligheden for at komme hjem fra Arden, når vi er en tur i ungdomsklub. Sådan en har vi nemlig ikke i Oue, forklarer Christina Pedersen. Aftenbussen De unge mister simpelt hen muligheden for at tage bussen hjem efter en tur i ungdomsklubben eller - som for Christinas vedkommende - muligheden for at køre med bus hjem fra fodboldtræningen hos Jarl Arden, som foregår mandag og onsdag fra klokken 19.30 til 21. Her plejer Christina så at køre til Oue med afgang fra Arden klokken 21.55. Christina Pedersen, som går i 9. klasse på Arden Skole, fik af sin lærer i samfundsfag, Henrik Christensen, et tip om de planlagte nedskæringer på en række NT-ruter. - Jeg var på udkig efter et aktuelt emne til en opgave, og på internet fandt vi ud af, hvad NT havde tænkt sig med rute 440. Og så kom Oue-patrioten ellers op i mig, for hos os har vi jo prøvet lidt af hvert de seneste par år, som Christina Pedersen udtrykker det. Hun erfarede, at NT kun vil lade fire af 10 afgange uberørte i forhold til i dag. Teletaxi foreslåes nemlig som løsning klokken 5.45, 16 og 17.55 fra Arden. Det betyder, at bussen kun kører, hvis den mindst halvanden time før afgang telefonisk bestilles til det. Underskrifter - Mange af mine kammerater blev ligesom jeg ret sure, da det gik op for dem, hvad NT pønser på. Ja, nogen blev faktisk chokerede. - Temmelig mange elever slutter tidligt på dage med valgfag og er derfor klar til at køre hjem klokken 12. De må fremover vente til klokken 14, siger Christina Pedersen. Hun har allerede indsamlet over 175 underskrifter på sin "protest mod nedskæring af busafgange", som blandt andet hænger hos Købmandsgården i Oue, Valsgaard Minimarked, LokalBrugsen i Rostrup og idrætshallerne i Valsgaard og Oue. - Jeg opfordrer endnu flere til at skrive under, så NT kan høre, at vi mener vores protest, appellerer Christina Pedersen.