Skoleelev med i superligatruppen

AaB-talentet Daniel Christensen har første træning som professionel

AALBORG:Venstrekanten Daniel Christensen træner i dag for første gang som kontraktspiller på AaB¿s superligamandskab, der har første arbejdsdag efter juleferien. Det 19-årige talent skrev midt i december en et-årig kontrakt med de bolsjestribede, og han skal nu kæmpe om spilletid med nyindkøbet Anders Due og kometen Thomas Enevoldsen, der også befinder sig godt på venstrekanten. - Selvom jeg stadig er lærling, så er mit kortsigtede mål at komme med i nogle kampe og mærke suset fra tilskuerne, siger Daniel Christensen, men erkender samtidig at det bliver svært at få spilletid lige i starten. - Thomas (Enevoldsen, red.) har gjort det rigtigt godt, og det han har gjort, vil man gerne gøre efter, lyder det fra talentet, der er et år yngre end Thomas Enevoldsen, som først for alvor er slået i gennem på AaB¿s hold i denne sæson. Den én meter og 72 centimeter høje midtbanespiller er meget bevidst om, hvilke områder han skal forbedre sig på for at slå til. - Jeg er ikke verdens største spiller, så jeg skal arbejde med min fysik, og det kommer jo blandt andet ved at træne med de bedste, siger han og tilføjer: - Men jeg føler nu ikke, at jeg er 100 kilometer væk fra de andre. Student til sommer DC, som Daniel Christensen bliver kaldt, har stadig et halvt år tilbage på Aalborg Handelsskole, inden han bliver student. Det betyder, at han ikke kan træne med superligatruppen hver dag. - Jeg har aftalt med skolen, at jeg må gå fra undervisningen et par gange om ugen, så jeg kan være med til formiddagstræningen. De dage, hvor det ikke kan lade sig gøre, træner jeg med 2. divisionsholdet om aftenen. Fra sommer er han dog klar til at træne på lige fod med de andre, og den skal have en skalle, for kontrakten løber kun et år frem. - Jeg tror på, at jeg har evnerne til at vise, at det er mig, der skal satses på. Det føler jeg også til træning. Det er ikke mig, de ikke vil spille bolden til, siger AaB¿eren selvsikkert. Daniel Christensen har tidligere spillet en enkelt kamp på 1. holdet - dog inden han fik kontrakt med klubben. Det var i pokalturneringen mod Vejle, hvor AaB blev sendt ud efter forlænget spilletid og straffespark.