Skoleelever cyklede rigtig langt

Skolevæsen 6. oktober 2002 08:00
HJØRRING/SKALLERUP: 4002! Så mange dage i alt cyklede samlet 448 skoleelever fordelt på fire folkeskoler i den store landsdækkende cyklekampagne ABC, der står for Alle Børn Cykler. Kampagnen skulle blandt andet få børn og unge til at cykle langt mere til og fra skole, men også gerne få forældrene til at lade bilen stå og få noget god motion på cyklen istedet. Og med de i alt 4002 dage, der svarer til næsten 11 år, blev der trådt hårdt i pedalerne - også i Vendsyssel. Skoleeleverne fra de fire skoler Bagterpskolen, Holmegaardskolen, Lundergaardskolen og Skallerup Skole cyklede i to uger. For hver cyklet tur blev tallet summeret op, så eleverne samlet altså nåede over de 4000 cykeldage. Men det var dog ikke nok til at vinde den landsdækkende kampagnekonkurrence, der er udskrevet af Cyklistforbundet, for vinderen blev 6.b fra Præstemoseskolen i Hvidovre. Denne klasses 20 elever kan nu se frem til en kommende todages tur til et feriecenter. Cyklistforbundet har nu fået alle tallene gjort op fra alle deltagende kommuner og skoler, og i alt blev der på de to uger cyklet over en halv million dage til skole. 61.000 skoleelever indtog cykelstierne, og det svarer til, at de deltagende elever i gennemsnit cyklede 8,6 dage til skole ud af de 10 mulige skoledage. Cyklistforbundet har regnet ud, at hvis alle gennemsnitligt havde 3,2 km mellem hjem og skole, så har børnene tilsammen kørt 3.370.000 km, og det svarer til 84 gange rundt om Jorden. Hvis hver elev derimod til gengæld var blevet kørt til skole i bil, så ville benzinforbruget have været på over 280.000 liter, og dermed ville der være udledt en mængde skadelig kultveilte, som svarer til at fylde 37 millioner 10-liters balloner med! -sand
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...