skolefesten - det gamle skolebal fornyr sig

En gang var skolefesten – skoleballet – den store årlige begivenhed på en skole. Det var her skolen stod på den anden ende i forberedelserne til det store rykind af børn, forældre, bedsteforældre. Nogle klasser havde i lang tid forinden gjort sig de største anstrengelser for at få indøvet aftenens indledende forestilling. Skolen blev pyntet og stadset op, så den kunne blive fremvist fra sin pæneste side. Og hvert enkelt barn fik det fineste tøj på – ofte indkøbt til lejligheden. Og håret kæmmet og friseret. Forældre og bedsteforældre sad feststemte i salen. Og var familiens egne børn på scenen blev der jublet og klappet på de rigtige steder. Men det er for de fleste skoler længe siden. Meget længe siden, at den årlige skolefest var en sådan central begivenhed i lokalområdet. Det er det dog stadigvæk på nogle landsbyskoler i randområderne, hvor skolen og skolens højdepunkter i skoleåret endnu er genstand for et af lokalområdets fællesskaber. Men i stort set alle byområder er festerne skrumpet ind til at være elevernes fester. Fester hvor familierne og lokalområdet er totalt fraværende. Og børnene/de unge tumler rundt alene – dog under behørig tilsyn af skolens personale. Og man kan ikke længere tale om, at skolefester laves efter et bestemt fælles koncept. Også her slår det moderne samfunds præg af forskelligheder igennem. Hver egn og hver skole sin egen fest. Og mange steder holder man slet ikke fester. I alle de større byer er det efterhånden helt slut med disse elevfester. Ikke fordi børnene og de unge ikke gerne vil have fester på skolen. Eller fordi skolens personale ikke gider at bruge tid på dem. Tværtimod. Langt de fleste lærere vil gerne være aktive omkring skolefester. De kan jo udmærket huske egne ungdoms skoleballer som gode oplevelser. Når man gennem de sidste årtier har opgivet at have skolefester på skolerne ligger årsagen ene og alene i al for megen usikkerhed omkring de unges indtagelse af alkohol og deraf manglende styr på festerne. Alt for mange skolefester er endt op i ballade skabt af disse få urostiftere tilsat udefra-kommende ballademagere. Og dermed har de få ødelagt noget, der var af værdi for de mange. For fællesskabet. Sandsynligvis havde mange steder også formen for disse fester overlevet sig selv. Og skolerne ikke selv været gode nok til at forny sig. Men alligevel kan det være tankevækkende at se, hvordan også den slags fælles oplevelser smuldrer bort i vort samfund. Der findes dog stadig store byskoler – også i nogle af landets største byer – som fortsat er i stand til at holde fast i traditioner med årlige skolefester. Ikke bare fester for skolens yngste klasser, og hvor forældrene måske også er med. Men også forældrefrie fester for de ældste elever. Sådanne fester er dog efterhånden et særsyn i de større byer. Endnu kan nogle skoler holde sådanne fester. Men kun fordi skolens personale bakker op omkring arrangementet og håndfast sikrer, at ingen uvedkommende kommer ind. Og at skolens egne unge elever ikke møder op i beruset tilstand. Men også her er der røster fremme om: er det nu også besværet værd. Det er ikke længere sikkert, at skolen alene magter at løfte opgaven. Her som på andre områder bliver det nok nødvendigt, at få forældrene ind på banen igen. Vi tror det bliver vigtigt igen at få forældrene med ind i denne del af skolens liv. Børnene vil jo gerne vise deres skole frem. Og det de arbejder med på skolen i hverdagen. Så udgangspunktet for fremtidige store arrangementer på skolerne bliver måske mindre det festlige og lidt mere omkring det, som børnene er der for. At lære noget og udvikle sig til hele og ordentlige mennesker. Og at det bliver nødvendigt, at forældrene får en mere central rolle at spille i disse skolens åbne arrangementer. Ikke kun som vagter, der skal forhindre fester i at løbe løbsk. Det kunne såmænd være en udmærket opgave ved de større elevers fester, hvis disse skal have en chance for at fortsætte. Sådan lidt i stil med forældrepatruljer ved blå mandag. Men også som aktive parthavere ved årlige tilbagevendende begivenheder på skolen, hvor skolen får genskabt sin rolle som kulturfaktor for lokalområdet. Ikke arrangementer, hvor forældrene som i dag kan besøge skolen og passivt snuse til, hvad børnene lærer. Men som arrangementer, hvor forældrene tager aktivt del ved selv at byde på noget. Ved at være medansvarlige for arrangementets planlægning og gennemførelse. Og herigennem vise glæde og respekt for deres børns skole. At de værdsætter deres børns skolegang. Hermed kunne der skabes arrangementer, der emmer af liv og lyst. Og udstråler livsglæde. Og dermed gå hen og blive til festlige indslag i skoleårets gang. Tanja Miller & Teddy Petersen