Skolefløj totalskadet

De sørgelige rester af Aalestrup Realskoles østfløj er nu bedømt til at være totalskadet - En lettelse for skolelederen.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nytårsnat udbrændte en hel fløj på Aalestrup Realskole. En 15-årig dreng er blevet varetægtsfængslet sigtet for at have forårsaget branden. Arkivfoto: Jan Pedersen

Efter grundige undersøgelser af de afbrændte rester af Aalestrup Realskoles østfløj, har en taksator nu bedømt, at bygningen er totalskadet. For at komme i denne kategori, skal over 50 procent af bygningen være skadet. Taksatoren har vurderet, at 65 procent af fløjen er skadet. Skolens ledelse har i spænding fulgt taksatoren og vurderingerne. For hvis ikke den brændte bygning blev vurderet som totalskadet, ville det betyde, at man skulle bygge den nye fløj på det gamle fundament. - Det er en lettelse, at bygningen er totalskadet. Dermed får vi erstatning for hele bygningen, også fundamentet. Det betyder, at vi kan tænke ud over det eksisterende fundament, når vi skal i gang med at bygge noget nyt. Og det er dejligt at få frie hænder til, hvordan det nye skal se ud, siger skoleleder Jan Stigaard om vurderingen.