Skolefodbold for fuld udblæsning

Der blev kæmpet hårdt om både bolden og "lydrummet" i Skagen-hallen

SKAGEN:I en til tider nærmest øredøvende larm, som gjorde det meget svært at høre, hvad man selv sagde, blev der både lørdag og søndag afviklet skoleturnering i indefodbold i Skagen Kultur- og Fritidscenter. Og mens spillerne svedte på banen, heppede skolekammeraterne fra sidelinje og balkon, mens de slog på de til lejligheden opstillede træplader hele vejen rundt om banen. Jo, der var fuld fart over feltet lige fra lørdag morgen klokken ni, hvor de første af de i alt 80 fodboldhold fra skolerne i Skagen Kommune gik på banen. Det blev da også til 49 afviklede kampe lørdag og cirka 25 søndag, så det her med lange pauser mellem kampene blev der ikke noget af. Indmarch droppet Til gengæld måtte tilskuerne så undvære den ellers så festlige og fornøjelige indmarch og åbning, hvor der de seneste år har været tradition for meget flotte og fantasifulde kostumer. - Vi holdt et møde med skolerne, hvor der fra flere forskellige sider blev givet udtryk for en vis træthed med hensyn til denne udklædning. Flere gjorde opmærksom på, at der gik alt for meget tid med det forud for selve turneringen, så derfor valgte vi i år at droppe indmarchen og gå i gang med afviklingen af kampene lige fra morgenstunden, forklarer medlem af ungdomsudvalget i S.I.K. Tom Frandsen. Som noget i nyt i forhold til tidligere år har man så også valgt at klare samtlige kampe over to weekender og ud fra en model, der betød, at der allerede blev spillet nogle af finalerne i denne weekend, mens de resterende kampe afvikles lørdag 1. februar. Denne dag bliver der også lodtrækning om en præmie på 1.000 kroner blandt samtlige deltagende hold, og der bliver som sidste punkt på programmet uddelt en pokal til den skole, der har haft det bedste målgennemsnit per kamp i løbet af de to weekender. Der var pænt med tilskuere både lørdag og søndag, og selv om det også nogle gange gik lidt hårdt til på banen, kunne Tom Frandsen i går eftermiddags glæde sig over, at man helt havde undgået skader i løbet af weekenden. Otte finaler Der blev i alt afviklet fem finaler lørdag, og her vandt pigerne fra Kappelborgskolen 5.B over 5. klasse fra Brovandeskolen med 1 - 0. Drengene fra 5.B på Ankermedet Skole vandt over 5A på Ankermedet Skole med 2 - 0. Pigerne fra Ankermedet Skole 5.A(II) vandt 2 - 1 over Kappelborgskolen 6.A. Drengene fra 6.A(I) på Ankermedet Skole vandt over 6A(I) fra Hedeboskolen med 2 - 1. Og 8. klasses finale for mixed-hold blev en dyst mellem Kappelborgskolen 8.B og Hedeboskolen 8.B, hvor sidstnævnte vandt med 5 - 3. I går eftermiddags blev der så afviklet yderligere tre finaler. Den første blev en kamp mellem Ankermedet Skole 8.A(I) og Ankermedet Skole 8.B, og her vandt førstnævnte med 2 - 1. Den anden finale stod mellem et mixed-hold fra Ankermedet Skole 9.A (I) og Kappelborgskolen 9.B(II), og her vandt sidstnævnte sikkert med cifrene 6 - 2. Endelig blev der også i går spillet finalekamp for fælles mixed-hold fra 5.,6. og 7. klasse, og her vandt Aalbæk Skole 6.A med 3 - 1 over Brovandeskolen 6.B. Indefodboldturneringen, hvor i alt mellem 450 og 500 elever fra Brovandeskolen, Hedeboskolen, Ankermedet Skole, Kappelborgskolen og Aalbæk Skole deltager, er arrangeret af Skagen Idrætsklub i et samarbejde med Spar Nord og Nordjyske Stiftstidende Skagen.