Skolelærer med flair for it

For seks år siden forlod Thomas Frost Andersen sit lærerjob til fordel for et job i firmaet KMD, der udvikler computerbaserede programmer til kommunerne. Nu er han vendt tilbage til folkeskolen - denne gang konstitueret i stillingen som viceinspektør på Vestervig Skole.

Lone Lærke Krog
Efter seks år hos KMD er det nu blevet tid for Thomas Frost Andersen at søge nye udfordringer. Nu skal han prøve kræfter med ledelse af en skole med 22 lærere og 280 elever.
Skolevæsen 15. januar 2007 22:19

- Jeg kunne tænke mig at prøve noget med ledelse. Og så er det spændende at komme til at arbejde med de programmer, jeg selv har undervist i som ansat hos KMD, smiler Thomas Frost Andersen. Som viceinspektør har han seks timer om ugen med undervisning. Det meste af sin arbejdstid vil han bruge på administrative opgaver, og her bruges for eksempel programmerne KMD Matrix (til styring af lærernes arbejdstid) og KMD Easy (hvor der holdes styr på elevernes data). Næste opgave bliver at implementere en skoleportal: en digitaliseret form for skole-hjem-samarbejde, der i den kommende tid indføres i alle skoler i Thisted Kommune. Som ansat i KMD i Aalborg har Thomas Frost Andersen netop arbejdet med udviklingen af denne type skoleportal, og han har rejst rundt i hele landet for at hjælpe kommuner og skoler med at indføre systemet. Han blev uddannet i 1994 fra Skive Seminarium, blev så ansat som lærer i en tidsbegrænset stilling på Sennels Skole, hvorefter han blev fastansat på Tingstrup Skole i Thisted. Da han i sin tid søgte væk fra folkeskolen var det netop for at få lov til at udleve de ambitioner, han havde som autodidakt superbruger. - Jeg kunne godt tænke mig at prøve noget med større rammer. Hvor ens initiativ ikke blev bremset af hensyn til økonomi eller timer, siger han. Det har været en spændende periode. Men projektarbejdet har også haft sine begrænsninger. - Jeg har til tider savnet at have kolleger, som jeg kunne sparre med. Og jeg har også savnet den form for respons, man får fra eleverne, siger Thomas Frost Andersen. Derfor sprang han til, da han efter et møde (om skoleportalen) med skolechef Palle Holm, Thisted Kommune, blev opfordret til at sende en mail, hvis han nogensinde skulle blive træt af arbejdet i KMD. Med til historien hører også, at der er langt at køre til Aalborg hver dag. Foruden de hyppige rejser rundt i landet. Thomas har nemlig i hele perioden fastholdt sin bopæl i Thisted, idet hustruen Tina Skovbjerg Andersen også er lærer og har et godt job på Rolighedsskolens Østermølleafdeling. Parret har børnene Thea (7) og Jacob (11). lone.laerke.krog@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...