Skoleleder: - Det er et sminket lig

Lundergårdsskolen har flere gange gjort kommunen opmærksom på elendige omklædningsrum

Skolevæsen 21. september 2007 06:00

HJØRRING: - Det er et svært sminket lig, fastslår skoleleder Karsten Poulsen om Lundergårdsskolens omklædningsrum. Den kritik af omklædnings- og badefaciliteterne, som Lundergård Idræts- og Ungdomsforening (LIUF) fremsatte i onsdagsavisen, kommer ikke bag på skoleinspektøren. - Det er lokaler der benyttes fra tidlig morgen til sen aften, og er blevet det gennem 37 år, så der er ikke noget underligt i at de er slidt. Det skal renoveres for flere hundrede tusinde kroner, og der er ikke meget vi hellere vil have, siger Karsten Poulsen. Ikke skolens ansvar En så gennemgribende renovering, som der her er brug for er ikke skolens ansvar, pointerer han. - Skulle jeg bruge penge på det, skulle jeg tage dem ud af skolens drift, dvs. færre timer til eleverne og færre bøger. Karsten Poulsen føler sig pikeret over at Børne- og undervisningsudvalgets formand, Ole Albæk (UP) i onsdagsavisen sagde, at han ikke kan mindes at have hørt om de usle faciliteter på Lundergårdsskolen. - Skoleledelsen og forældrebestyrelsen har gjort både forvaltning og udvalg opmærksom på problemet flere gange. Vi har sendt breve til det nye Børne- og undervisningsudvalg allerede sidste år - med billeddokumentation af elendighederne, fortæller Karsten Poulsen. Ole Albæk bekræfter at Lundergårdsskolen henvendte sig til sammenlægningsudvalget i fjor. - Men den henvendelse har jeg ikke set, og jeg kan i hvert fald sige med sikkerhed at jeg ikke har fået nogen personlige henvendelser om sagen, siger Ole Albæk. Prioriteret liste Hjørring Kommunes undervisningschef, Bjarke Langkjær, bekræfter, at skolen også har henvendt sig til kommunen. Han oplyser at kommunen i øjeblikket er ved at undersøge renoveringsbehovene i hele kommunen. Hvornår dette arbejde er færdigt, tør han ikke gætte på, men det skal munde ud i en prioriteret liste over renoveringsopgaver. - Standarden på Lundergårdsskolens baderum er ikke ok, men der er flere påtrængende opgaver end dét, påpeger Bjarke Langkjær. Børne- og undervisningsudvalget vil forsøge at få penge til de nødvendige renoveringsopgaver på budget 2008. - Vi tager selvfølgelig Lundergårdsskolen med i prioriteringen for 2008, lover Ole Albæk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...