Skoleleder kræver erstatning

TOLSTRUP-STENUM:Tre måneders løn og 10.000 kroner. Det kræver den fyrede skoleleder på Tolstrup-Stenum Friskole Bruno Jensen gennem sin advokat. Det viser et brev, som NORDJYSKE er kommet i besiddelse af. Brevet er sendt til friskolens bestyrelse. Heri gennemgår advokaten en række punkter, som har den konklusion, at opsigelsen er "usaglig". Desuden fik Bruno Jensen aldrig en ansættelseskontrakt, som han ifølge loven skal have. Tre grunde til fyring Angiveligt har bestyrelsen givet Bruno Jensen tre grunde til fyringen. "1. At du som skoleleder ikke har levet op til de værdier, som var en forudsætning ved ansættelsen." "2. At samarbejdet mellem dig som skoleleder og personale, elever og bestyrelse ikke har fungeret." "3. At du ikke har efterlevet aftaler indgået mellem dig og bestyrelsen." Alle grundene afvises af advokaten. Ikke mindst den første, da der ingen ansættelseskontrakt er. Hvorfra skulle han så kende værdierne? Ikke overholdt aftale Desuden mener advokaten ikke, Bruno Jensen har fået nok tid til at rette op på tingene: Den 29/11 var der aftalt, at en evaluering skulle finde sted. Dette blev aftalt ved en samtale den 25/10. Men halvanden uge senere fik han et brev, som angiveligt indeholdt den påtænkte afskedigelse. Og fem dage herefter den 11. november fik Bruno Jensen at vide, at han ikke skulle møde på skolen mere. "Bestyrelsen har således i den periode, hvor man har givet min klient mulighed for at rette for sig, taget konkrete initiativer til at få ham fyret..." skrives der. Konklusionen på det hele er, at punkterne skal dokumenteres. Ellers kommer der krav om erstatning.