Skoleledere advarer mod økonomiske stramninger i folkeskolen

KØBENHAVN:At Danmark har "verdens dyreste folkeskole", er en sandhed med modifikationer. Det mener formanden for Danmarks Skolelederforening, Erik Lorenzen. I forbindelse med fremlæggelsen af regeringens budgetredegørelse hed det, at folkeskolen i forhold til andre lande har et meget stort forbrug, og at kommunerne derfor ikke skal regne med ekstra penge til skolerne, når de skal forhandle om statens tilskud. - Problemet ved regeringens melding om, at nu skal der spares på folkeskolen, er, at kommunerne allerede har gennemført store nedskæringer på skolen. I sidste og indeværende budgetår er der således skåret ned til et minimum på skole/hjemsamarbejdet, lærerens efteruddannelse, lejrskoler og andre aktiviteter samt de sociale opgaver, som skolen også har, siger Erik Lorenzen. Ifølge Skolelederforeningen er muligheden for at indfri kravene i den nye lov afhængig af de forhandlinger, som i øjeblikket foregår mellem Finansministeriet og KL. - Det er klart, at der hverken er råd eller politisk vilje til at poste mange flere penge i skolen, men at Danmark har "verdens dyreste folkeskole" er en sandhed med modifikationer, siger han. Skolelederforeningen fremhæver lønudgifter og dertil hørende højt skattetryk, det høje niveau af specialundervisning og lærernes arbejdsaftale som nogle af grundene til, at folkeskolen i Danmark er dyr. - Skolelederne er tilfredse med, at det lykkedes at få et nyt forlig om folkeskolen - så der kan komme arbejdsro igen. Men når regeringen vil have en bedre skole, men ikke betale for det, er det en spand koldt vand i hovedet for dem, der på stedet skal omsætte mange intentioner, ønsker og krav til virkeligheden, siger Erik Lorenzen. /ritzau/