Skoleledere: Store drenge vil droppe lektiehjælp

Frivillige lektiecafeer vil ikke få fat i de børn, der har allermest brug for dem, lyder det fra skolelederne.

Skoleledere: Store drenge vil droppe lektiehjælp

En frivillig lektiecafé vil ikke samle de elever op, som virkelig har behov for hjælp i skolen.

Sådan lyder det fra Skolelederforeningen, efter at regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti torsdag gav køb på tvungen lektiehjælp til alle danske folkeskoleelever de næste år, da de indgik aftale med De Konservative om en kommende folkeskolereform.

Formand i Skolederforeningen Anders Balle kalder den frivillige lektiehjælp for "bedre end ingenting", men tror, at de børn, der har størst behov, vil blive væk.

- Min frygt er, at dem, der har allermest brug for at få ekstra hjælp, bliver hjemme, siger han og fortsætter:

- For eksempel de store drenge fra ottende-niende klasse, som er skoletrætte. Det var jo netop der, vi kunne lave nogen aktiviteter for dem, som ikke bare var at sidde og løse matematikøvelser, men noget de også kunne finde sig til rette i, siger han.

Til trods for, at skolerne nu må vente til 2016 med at indføre den tvungen lektiehjælp, så er Anders Balle tilfreds med, at det lykkedes forligskredsen at nå en bred politisk aftale.

- Det betyder jo, at aftalen er holdbar længere tid end den ellers ville være. Så derfor er det positivt, at det lykkedes at få det brede flertal omkring aftalen, som det endte med, siger han.

Den kommende folkeskolereform træder i kraft efter sommerferien i 2014. De elementer af aftalen, som De Konservative stemte nej til, herunder den tvungne lektiehjælp, vil træde i kraft efter næste valg.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.