Skolemad skal være sundt

Der er igen mulighed for at købe mad på Ø. Brønderslev Centralskole

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der var trængsel ved skoleboden, da den genåbnede i går.

Maden var populær, da skoleboden på Ø. Brønderslev Centralskole i går genåbnede. Skolen har indgået en aftale med CL Partyservice i Ø. Brønderslev, der både kommer med maden og bemander skoleboden. Skolen måtte før jul stoppe med den ellers velfungerende ordning, efter at byrådet besluttede at stoppe den. Ordningen overlevede i nogle måneder på skolen i Ø. Brønderslev, da den medarbejder, der betjener boden, har en opsigelsesperiode. Skoleinspektør Ebbe Dissing er tilfreds med ordningen. - Skolen har ikke noget at gøre med det praktiske. Der er ingen bestilling, og CL Partyservice møder op med det, firmaet ventes at kunne sælge. Første dag var der mad til 60-70 personer, og der blev udsolgt. To af de elever, NORDJYSKE Stiftstidende talte med er tilfredse med ordningen. Rikke Gjerløv og Kathrine Hjulskov, der begge går i 5. klasse A, købte begge sandwich med æg, tomat og salat til 15 kroner. - Vi kan sagtens blive mætte for 15 kroner, fortæller de samstemmende. Rikke Gjerløv og Kathrine Hjulskov regner med at købe mad i skolen hver dag. - Men det kræver, at vi får penge med hjemmefra, siger de. I begge tilfælde afløser købet madpakker, som de plejer at have med. Rikke Gjerløv plejer selv at smøre sin madpakke, mens det er Kathrine Hjulskovs mor, der sædvanligvis smører madpakker. Ebbe Dissing fortæller, at skolen har en kostpolitik, som betyder, at der skal sælges sund mad. Christian Schmidt fra CL-Partyservice fortæller, at han følger konceptet med, at det skal være sund mad, der spises på skolen. Kostpolitikken har skole og skolebestyrelse udarbejdet i fællesskab. - Der er burgere med æg og tomat, nogle med kylling med mere. Der er også mulighed for at købe pølsehorn, burgere, og der er bideboller med gulerods- og agurkestave til. Christian Schmidt har i forvejen leverancer til en række virksomheder, og derfor kan skolen også passes ind. - Måske er det det, der skal til, for at der kan blive ansat en ekstra medarbejder, siger han. CL partyservice har mest travlt i weekenderne, hvor mange holder fester.