Skoleminder - på 70 års afstand

Seks skolekammerater fra Thisted Realskole anno 1943 fejrede 70 års jubilæum

Realskolekammerater årgang 1943. Fra venstre Helge Hjortdal, Birkerød, Elly Holm, Nors, Kjeld B. Nilsson, Paris, Poul Werner Lyhne, Løgstør, Knud Dinsen, Roskilde samt Ane Grøn, Thisted. Foto: Diana Holm

Realskolekammerater årgang 1943. Fra venstre Helge Hjortdal, Birkerød, Elly Holm, Nors, Kjeld B. Nilsson, Paris, Poul Werner Lyhne, Løgstør, Knud Dinsen, Roskilde samt Ane Grøn, Thisted. Foto: Diana Holm

KLITMØLLER:Husker du vor skoletid?

Det gør de i hvert fald, de seks skolekammerater, som store bededag satte hinanden stævne for at fejre, at det nu er 70 års siden, de fik papir på en veloverstået realeksamen fra Thisted Realskole.

Det er langt fra første gang, de mødes. Faktisk har eleverne fra de to realklasser anno 1943 været samlet hvert femte år, lige siden 25 års jubilæet i 1968.

Der var knap 50 elever i de to klasser, men af naturlige årsager indsnævres kredsen af gamle skolekammerater i årenes løb, og i denne omgang kunne de - med ægtefæller - mødes omkring et frokostbord i et ret beskedent sommerhus i Klitmøller.

Det var en af de seks, Knud Dinsen fra Roskilde, der lagde sommerhus til jubilæumsfrokosten.

Men selv om kredsen bliver mindre, så er der nok at snakke om.

- Vi mindes blandt andet vores lærere. Der var mange personligheder. For eksempel Marius Jørgensen, som også var medlem af byrådet for Socialdemokraterne, fortæller Poul Werner Lyhne, der i dag bor i Løgstør.

Marius Jørgensen forsvandt fra realskolen på Plantagevej nogle timer hver dag. Han var nemlig formand for socialudvalget og skulle hen på socialkontoret.

- Så ordnede han udbetalingerne af overførselsindkomster. Det hed det ikke den gang, fortæller Kjeld B. Nilsson, der har taget turen fra sin bopæl i Paris for at deltage i jubilæet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.