Skoleminder på skemaet

34 elever og to lærere mødtes efter 41 år

Det var skoleminder set gennem livets bakspejl, der blev endevendt i forbindelse med et arrangement på Ravnkilde Centralskole. Det var elever i skolens aller første 6. og 7 klasser fra 1962, der havde sat hinanden stævne. 1962 var det år, hvor Centralskolen for Ravnkilde Kommune blev indviet. Den afløste skoler i Nysum, Lille Rørbæk, Ladelund, og Ravnkilde. Arrangementet blev indledt med eftermiddagskaffe i Ravnkilde Forsamlingshus, og senere på dagen samledes man så på den skole, der fortsat står stærkt i de gamle elevers erindringer. Skoleinspektør Nanna Kirkegaard viste rundt på skolen, og alle fartede straks ned i den sydlige ende af skolen, hvor de gamle klasselokaler straks blev udpeget. På daværende tidspunkt var der også 8. og 9. klasser i Ravnkilde skole, men skolen har fornylig gennemgået en større ombygning, så der er rigtig meget, som ikke var som i 1960’ erne. Efter skolebesøget fortsatte eleverne til Hobro, hvor der var sørget for en hyggelig aften på Hobro Vandrehjem, og her blev der så snakket om skoler og meget andet til ud på morgenstunden. Der var mødt 31 tidligere elever frem til mindedagen, som var tilrettelagt af Ruben Nielsen. Han havde også påtaget sig det meste af det store forarbejde med at finde adresserne på eleverne, som nu er spredt over hele landet. To af de gamle - og populære - lærere fra skolen i tresserne deltog også i arrangementet. Det var Per Hylander, og Kurt Thomsen, som tog dagen med.

Forsiden