Uganda

Skolemøbler sendt til Uganda

BRØNDERSLEV:Stole, borde, computere og andet inventar fra Brønderslev Gymnasium og fra Søndergades Skole er på vej til Uganda. Men tingene mellemlander dog i første omgang på Fyn. Lokale ildsjæle i Brønderslev har fyldt en container, som Brønderslev Flytteforretning har stillet til rådighed og flyttet til opsamlingsstedet på Fyn, hvorfra effekter fra hele landet videresendes til Uganda via ”Uganda Indsamlingen”. Leif Sørensen, Knud Albæk og Karen Holm står bag den lokale forsendelse, mens Brønderslev Flytteforretning har sponseret transporten fra Brønderslev til Fyn. Eller rettere fra Kraghede til Fyn. Jeppe Bisgaard har nemlig stillet lagerplads til rådighed, så møblerne og de øvrige effekter kunne samles et sted, indtil en transport var sikret. I april sendte de samme ildsjæle også et læs møbler til Uganda - denne gang med transporthjælp fra Nordjysk Bioenergi i Østervrå. - Jeg synes, det er synd, hvis tingene skal smides væk, siger Leif Sørensen, der i mange år har været aktiv i hjælpearbejde til Albanien. Derfor bliver han fortsat kontaktet, når eksempelvis gymnasiet har kasseret møbler til fordel for nyt inventar. Og han glæder sig over den store, lokale hjælpsomhed, som lokale firmaer og privatpersoner yder i forhold til hjælpearbejdet. ”Uganda Indsamlingen” er en privat, humanitær organisation, som i Danmark arbejder sammen med foreningen InterAid.