Skolen er slut

Skolevæsen 24. juni 2003 08:00

KONGERSLEV: 25 elever havde sammen med deres forældre og skolens lærere fundet vej til afslutningsfesten på Sdr. Kongerslev Skole for at få udleveret deres prøvebeviser. Klasselærerne Gurli Dahl Iversen og Karsten Olesen gav eleverne nogle bevingede ord med på vejen, inden skoleleder Find Hartmann påbegyndte sin afslutningstale, hvor han blandt meget andet sagde: - I dag er sidste dag i Folkeskolen for Jer. Den sidste dag i et langt forløb. 10 år har I tilbragt i Folkeskolen. Det er nok det længste uddannelsesforløb, I nogensinde vil blive involveret i. Det er måske forkert at sige, at det er jeres længste uddannelsesforløb, for med den hastighed, samfundets udvikling forløber i, skal uddannelse være et livslangt forløb. - Danskerne er Europas næstklogeste folkefærd. Det fastslår i hvert fald en undersøgelse af europæernes viden, som Det Bedste har gennemført. Det er rart at få at vide i en tid, da medierne ellers flyder over med meldinger om, hvor dårligt danske skoleelever klarer sig i internationale undersøgelser, men har I nu lært det rigtige? Det vil tiden vise, men det største fag i jeres skoletid har været dansk. Dansk er for mig også det vigtigste fag. - Men dansk er svært, ja, selv for danskere. Jeg har tænkt på, om Osvald Helmuth mon var helt klar over, hvor meget han havde ret, da han sang i en vise, at "det er ikke til at se, hvad der er opad eller nedad", for op og ned er jo det samme. Hvis vi bliver bedt om at skrive det op, er jeg sikker på, at mange ville skrive det ned. Vi står op om morgenen, og vi står op i bussen. Vi kan også stå på bussen, men hvis vi vil stå på bussen, må vi op på taget af den. At stå på gaden er livsfarligt, men at stå på gaden er en tragedie. Der ligger et hus i Valby, og det står tomt, ligesom skoven ligger i Nordsjælland og står grøn. Om huset siger vi, at væggene står, men vinduerne sidder. Men de kan også stå, både åbne og på klem. Det kan døren også. Der kan stå en støvsky, men tågen ligger, hvis den da ikke har travlt, for så driver den. Men det går ikke, at vandet står og løber i køkkenet. En tændstikæske ligger på bordet, en chokoladeæske og en cigarkasse står på bordet. En tallerken kan både stå og ligge på bordet, men hvis den ligger, så er det med bunden i vejret. - Lad mig så blot slutte med på Sønder Kongerslev skoles vegne at takke jer for samarbejdet i de forløbne år og ønske jer held og lykke i fremtiden, sagde Find Hartmann. På vegne af eleverne i 9.A takkede Henrik Vejen klasselærer Karsten Olesen for både en god undervisning og fremhævede specielt hans gode evner som problemknuser i en klasse, hvor bølgerne til tider kunne nå højt. Og så til det egentlige: skolelederen kunne uddele prøvebeviserne i lyset fra utallige blitz.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...