Skolen i Skive kan ikke roses nok

Thisted-forældre til dreng med infantil autisme ønsker for andre det samme gode specialtilbud

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Når Simon kommer hjem fra heldagsskolen klokken cirka 16, nyder han ofte at være på sit værelse og se film.

Klokken er kun syv om morgenen, når hyrevognen svinger ind på gårdspladsen hos familien Jespersen, Vestergårdsvej 8 i Thisted. 15-årige Simon glæder sig til den lange køretur, hvor han sammen med to-tre kammerater bringes til Krabbeshus Heldagsskole i Skive. - Vi var kede af køreturen i starten, men bekymringen forsvandt, da vi oplevede, at det var på Krabbeshus, Simon hørte til, siger forældrene. Krabbeshus er et undervisnings- og fritidstilbud til børn og unge med forskellige former for autisme. Simon var lige fra fødslen et usædvanligt barn, som det var svært for forældrene at få kontakt med. I børnehaven gemte han sig i køkkenskabet, og forældrene kalder sønnens alder fra tre-seks år for kaos-fasen. Omgivelserne betragtede ham som uopdragen. Lettelsen kom, da ungdomspsykiatrisk afdeling i Viborg stillede diagnosen "infantil autisme". Dengang var Simon fem år, og Thisted Kommunes tilbud til ham dengang var almindelig folkeskole med fuld støtte. Hanne og Thorsten Jespersen fandt selv frem til Krabbeshus Heldagsskole, og Thisted Kommune visiterede ham til dette specialtilbud, hvor Simon begyndte i 1998 - i børnehaveklasse. Samtidig deltog også forældrene i et undervisningsprogram på Krabbeshus, hvor de blandt andet lærte at tilrettelægge en struktureret hverdag. - Det var som at vende en hånd at komme i professionelle hænder. Vi kan ikke rose den skole nok for, hvad den har gjort, siger Hanne Jespersen. Børn med autisme har et stort behov for en overskuelig og forudsigelig hverdag. Derfor er hver eneste skoledag skemalagt med fastlagte moduler til undervisning, fritidsaktiviteter og spisning. Børnenes eget udviklingstempo respekteres. - Simon fik først interesse for at læse i 12-års alderen. Så var de gode til at fylde på, og nu kan han læse alt, lyder det fra de stolte forældre. Skolen i Skive har over 25 års erfaring med at give et højt specialiseret tilbud til gruppen af børn og unge med udviklingsforstyrrelser i autisme-spektret. Thisted Kommune betaler i øjeblikket for fem elever på Krabbeshus. Hanne og Thorsten Jespersen har ønsket at fortælle om deres gode erfaringer nu, hvor Thisted Kommune planlægger at drive sin egen autist-skole - og dermed "hjemtage" de elever, der i dag går på Lindegårdsskolen i Solbjerg på Mors. - Det skurer i vore ører, når Preben Dahlgaard (radikal udvalgsformand, red.) kalder det forsvarligt. Det vidner ikke om et særlig højt ambitionsniveau, siger Thorsten Jespersen. Han undrer sig i øvrigt over, at politikere som Preben Dahlgaard nu pludselig hylder nærhedsprincippet - hvilket ikke gjaldt i sidste års debat om nedlæggelse af folkeskoler. - Det er påfaldende, at de argumenterer for behovet for et større fagligt fællesskab og synergieffekt, når de snakker om at nedlægge kommuneskoler. Fordelene ved stordrift gælder åbenbart ikke for vores type skole, siger Thorsten Jespersen. Hanne og Thorsten Jespersen går ikke ind i debatten om skoletilbud til autister for personlig vindings skyld. - Vi ønsker at støtte nye forældre i, at de får et ligeså godt tilbud, som vi har haft, siger Thorsten Jespersen. Forældrene kalkulerer med, at Simon kan blive på Krabbeshus til han fylder 18 - og derefter regner de med at finde en special-efterskole til sønnen. @Byli.9.special.bund:Af Lone Lærke Krog lone.laerke.krog@nordjyske.dk