Skolen står klar, når det ringer ind efter nytår

Byggeriet følger planen, og håndværkere og flyttemænd bliver færdige i år

HADSUND:Stødt og roligt pakkes Hadsunds nye skole ud. Det beskyttende pap tages af gulvet i den ene afdeling, de nye møbler pakkes ud af kasser, mens køkkenet stilles op ved det store torv. I alt 80 mænd arbejder på at få pakket ud. Mens der stadig arbejdes på vægge, døre og lofter omkring det store torv, har trægulvet fået den sidste omgang olie og vinduer og glasvægge bliver pudset en sidste gang i afdelingen for de yngeste elever, som ligger længst væk fra torvet. Både entreprenørerne KPC-Byg og bygherrerne, Hadsund Kommune, lover, at skolen bliver klar til nytår, og at børnene ikke vil få selskab af stressede håndværkere i deres første tid på skolen. - Det ser flot ud. Det er en rigtig byggeplads lige inden aflevering, siger Eivind Hjulmand, kommunal projektkoordinator for Vision Hadsund Skole, efter sit seneste besøg på Stadionvej. Han regner med, at planen holder, og at de sidste håndværkere senest tager fra skolen 30. december klokken 22.00. - Det er dér, vi har sagt, at de skal være færdige. Og skolen vil være funktionsdygtig fra dag ét, siger han. På den gamle skole pakkes papirer, bøger og computere ned i flyttekasser, og på mandag køres det første flyttelæs til den nye skole. Mens lærerne og pedellerne sammen flytter biblioteket, hjælper et flyttefirma med møblerne. Også de skal være færdige 30. december. Som det sidste inden juleferien skal alle klasser pakke deres egne ting ned, og når de møder på den nye skole 3. januar står klasserne klar i deres nye klasseværelse. Det eneste, børnene må vente på, er legepladserne, som skal planlægges over en længere periode i samarbejde med lærere, børn og skoleledelse. Åbenhed er fremtiden Det er dog ikke alle, der er lige glade for julegaven. - Det er et problem, at den nye skole er tegnet af nogle arkitekter, som ikke skal arbejde der. Det minder om åbenplansskolerne fra 70'erne. Husker jeg ret, så holdt de ikke længe, siger Flemming Bohn Skafte, der er formand for Østhimmerlands Lærerkreds under Danmarks Lærerforening. Han fortsætter: - Jeg tror, det bliver svært, når dørerne står åbne. Det er meningen, at det skal give mere ro, men det har det tidligere vist sig, at det ikke gør. Den bekymring forstår man ikke på rådhuset. - Der ligger tre ben i det pædagogiske grundlag, skolen bygger på: åbenhed, lys og fleksibilitet. Derfor er der ingen døre. Et lavt støjniveau, et bedre indeklima og lyset fremmer miljøet for læring, siger kommunaldirektør Bo Nielsen, som alligevel godt kan forstå, at lærerne er usikre over for alt det nye. - Det er jo en udvikling væk fra den gamle skole, men jeg tror, at det bliver unikt godt, siger han. Flemming Bohn Skafte synes desuden, at der mangler et fælles værelse, hvor lærerne sammen kan trække sig tilbage og få en pause uden børn. Men det hører ifølge Bo Nielsen fortiden til. - Det er ude af tridt med den nye ledelsesmodel at have ét fælles rum. Der er tre personalerum fordelt på de tre afdelinger. Men det bliver jo ikke sådan, at alle de ansatte ikke kan mødes. Man kan både holde møder i rotunden og i gymnastiksalen, hvis der er fælles beskeder, orienteringer eller lignende, siger han. På trods af bekymringerne ser lærerne på Hadsund Skole frem til at tage den nye skole i brug. - Jeg ser frem til at se, hvordan det virker. Det er jo altid spændende med noget nyt. Jeg vælger at se positivt på det, siger lærernes tillidsmand, Kasper Knudsen.