Skolepatruljer arbejder i kaos

88 nordjyske skolepatruljer får nye og mere synlige uniformer.

Brug sommerferien til at træne skolevejen, så børnene bliver trygge ved ruten, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik. Arkivfoto

Brug sommerferien til at træne skolevejen, så børnene bliver trygge ved ruten, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik. Arkivfoto

De står der hver morgen i regn, slud, frost og blæst og hjælper alle børn sikkert i skole gennem den ofte kaotiske morgentrafik. Omkring 20.000 elever i hele landet er med i en skolepatrulje og møder frivilligt en 20 minutters tid før alle de andre skoleelever hver morgen. I Nordjylland er der 88 skolepatruljer, der i de kommende dage udstyres med nye og mere synlige uniformer. - Skolepatruljerne er undværlige ude ved skolerne, hvor de hjælper deres kammerater over vejen. Ofte er der mange travle forældre, der sætter deres børn af ved skolerne, og det kan godt være kaotisk. I den forbindelse er det godt, at skolepatruljerne hjælper eleverne sikkert over vejen, siger Claus Kjær-Pedersen, vicepolitikommissær hos Nordjyllands Politi. Venteliste Skolepatruljerne har længe ønsket at få nye uniformer, der gør dem mere synlige og som klart signalerer, at her står der en skolepatrulje. Derfor har TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik fået udviklet en endnu mere trafiksikker uniform til skolepatruljerne. Den nye uniform er bl.a. mere reflekterende end de gamle, og nu står der tydeligt på uniformen, at dette er en skolepatrulje, så bilister og andre ved, at her er der mange små børn, der krydser vejen Trods de ofte kaotiske arbejdsforhold for eleverne i skolepatruljerne og de tidligere mødetider, så er det tilsyneladende ikke svært at skaffe elever til at melde sig til skolepatruljetjenesten. En undersøgelse som Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har lavet blandt landets skoleledere viser således, at 79 procent af de adspurgte skoler har nemt eller meget nemt ved at få eleverne til at være med i skolepatruljen. Der er flere skoler, hvor man ligefrem har en venteliste, fordi der er så mange elever, der vil være med til at gøre skolevejen sikker for deres kammerater.