Skoler bør teste elever ved fester

EMNER 1. marts 2009 05:00

- Pusherne bliver stadig yngre. Det er svært at sætte præcise tal på. Men vi ser mange unge, der sælger stoffer, fastslår vicepolitikommissær Henrik Skals, der er chef for uropatruljen i Aalborg. Han har syv års erfaring med at arbejde på gadeplan, især i Jomfru Ane Gade. Massen af personer med forbud mod at komme i “gaden” ligger ret konstant på cirka 80 personer. Godt to tredjedele af forbuddene skyldes salg af stoffer. Og blandt pusherne er flere og flere ned til omkring 17 år. Det mener Henrik Skals er alvorligt nok til, at alle ungdomsuddannelser bør overveje at indføre narkotest blandt deres elever. - Alt andet er ansvarsforflygtigelse. Det vil have en stor præventiv effekt, fastslår Henrik Skals. Han mener ikke, at skolerne bør begrænse sig til at teste ved fester. Det bør også ske i hverdagen. Men der skal være en grund til det, mener Henrik Skals. - Man skal ikke bare teste i flæng. Det skal være i samarbejde med eleven og bør altid bero på en konkret mistanke, understreger urobetjenten. God ide med vagter Samtlige nordjyske gymnasier benytter professionelle vagter til skolefesterne, som er vant til at arbejde i nattelivet på diskoteker og barer. Og det er en rigtig god ide, mener Henrik Skals. - Mange af dem med nogle års erfaring er gode til at opdage misbrugere. Vi får ofte tip fra dem, når vi er ude i nattelivet, siger Henrik Skals. Han fortæller, at personer på stoffer kan være svære at udpege. Men de vil typisk være mere livlige, snakkesagelige og have udvidede pupiller.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...