Skoler får ny mand i front

Kommunens ny skolechef er undervejs i karrieren blevet mere og mere chef.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jakob Ryttersgaard, 39, bliver ny skolechef i Brønderslev Kommune.Foto: Kurt Bering

Ord som udvikling og læring går igen mange gange, når man taler med den nye skolechef i Brønderslev Kommune fra 1. august. Jakob Ryttersgaard, 39, er optaget af at flytte noget i en god retning - og i tankerne om, hvordan man bedst kan gøre det. Den drivkraft har været med til at flytte ham i den jobmæssige retning, han har taget. Han fandt fascinationen i en ung alder, da han som gymnasieelev havde et trænerjob i den lokale håndboldklub. Her arbejdede han med sin store interesse, håndbold, og med spillere i skolealderen. - Jeg oplevede glæden ved at lære nogle andre nogle færdigheder. Jeg fik interesse for at arbejde med børn og læring, og det gjorde, at jeg søgte ind på lærerseminariet. Og jeg har aldrig fortrudt det, smiler han. Overvejelserne inden han valgte studium var der ikke meget slinger med. Og da han kom i gang, viste det sig, at den gode følelse af fællesskab og sammenhæng han havde oplevet i foreningsarbejdet også var i klasseværelset. - Det er enormt givende for en selv at opleve den glæde, det er at se andre udvikle sig og opleve, at de mestrer nogle ting. Samarbejdet med eleverne og klassen synes jeg er et rigtigt spændende fællesskab. Det er enormt interessant at tilrettelægge de processer og stille mål op for børnene, og se det lykkes, forklarer han. Lærer i otte år Efter endt uddannelse fik han job på Klostermarkskolen i Aalborg, hvor han var lærer i otte år. Dansk og idræt var hans primære fag, og han kom godt i gang med lærergerningen. - Jeg startede med en 1. klasse, og det var en rigtig god oplevelse, husker han. Lærere findes der mange typer af - og de har stor betydning for børnene og ikke mindst deres lyst til at lære. Jakob Ryttersgaard lagde som lærer stor vægt på at skabe gode relationer til børnene - og samtidig være tydelig og skabe nogle klare rammer. - Børnene var klar over, at jeg har nogle rammer, som vi samarbejder indenfor. Senere arbejdede han også med de store børn på Klostermarksskole, og den aldersgruppe fortsatte han med at arbejde med, da han skiftede til Aabybro Skole, hvor han blev afdelingsleder for overbygningen. Skolen havde et par år forinden fusioneret og havde en speciel struktur, hvor overbygningen lå for sig selv. - Det var en helt ny tanke at man havde samlet de ældste årgange på en matrikel for sig selv 500 meter fra resten af skolen. Det har været enormt interessant at være med til at lede den gruppe af medarbejdere, der havde forskellige kulturer men et fælles mål, nemlig at lave en virkelig god skole for de ældste, fortæller Jakob Ryttersgaard. Han var 30 år og havde sit første lederjob. Og havde taget et skridt på vejen til at få større og større lederansvar. - Jeg interesserede mig for at lede, og nu var det så ikke børn, men medarbejdere. Jeg var med til at få indflydelse og styre de udviklingsprocesser, der skulle til for at nå vores mål. Det var meget en pædagogisk drivkraft i forhold til at udvikle skolen i den retning, jeg tænkte var væsentlig, uddyber Jakob Ryttersgaard. Uddannet i ledelse Næste skridt blev at skifte job til Vestbjerg Skole, hvor han blev skoleleder. Et job, han har haft fra maj 2006 og til nu. - Jeg skiftede, fordi jeg ønskede at være øverste leder på min egen skole og prøve de kræfter af, der lå i den udfordring. Det er en meget spændende proces. Ledelse havde nu fanget ham så meget, at han i 2006 gik i gang med en lederuddannelse på Aalborg Universitet, Master of Public Administration. - Da jeg tog skridtet i Aabybro og senere lederuddannelsen var jeg aldrig i tvivl om, at det var ledelse, jeg ville arbejde med. Der er ingen tvivl om, at kimen til jobbet som skolechef blev lagt på det studie, siger Jakob Ryttersgaard, der også glæder sig til at prøve at arbejde tæt på det politiske niveau. - Jeg håber og forventer, at jeg kan være med til at udvikle skolerne i Brønderslev Kommune sammen med lederne og medarbejderne. Hjørnekontoret er parat Et hjørnekontor med vinduer til to sider står parat til ham på Brønderslev Rådhus. Når han møder ind der for første gang har han ikke alle svarene - men i hvert fald en klar idé om, hvor han vil begynde. - Noget af det allerførste, jeg vil gøre, er at komme ud på skolerne og besøge dem og læse og studere deres materiale, så jeg får et godt kendskab til skolerne. Jeg skal også sætte mig ind i det arbejde, der komme til at foregå omkring budgettet, siger Jakob Ryttersgaard. Som skolemand lægger han vægt på, at skolerne leverer en høj kvalitet, at skolerne arbejder sig hen imod at have tydelige profiler og kendetegn, og at der er fokus på medarbejdernes og børnenes trivsel. - Det er vigtigt at være modtagelig overfor deres indsigt og vilje til udvikling, siger han. Økonomisk udfordring At kommunerne og dermed også skolerne er trængt økonomisk er et vilkår, han godt er klar over kommer til at have betydning for hans arbejde. - Det er jo en udfordring. Men det handler muligvis om, at den udfordring, vi går i møde er, at vi skal se, om det vi gør i dag kan gøres på en anden måde og lidt smartere. Det handler om at have et kritisk blik på det, vi gør. På ældreområdet arbejder man med at træne de ældre, så man sparer ressourcer og samtidig giver bedre livskvalitet. Er det mon nogle forhold, der kan være på spil i skolen også?, overvejer han. Der skal tænkes - og nytænkes. - Skolevæsenet står generelt overfor den udfordring, der hedder: Hvordan får vi skabt en god skole i en tid, hvor der er rigtigt meget fokus på, at vi udnytter ressourcerne effektivt og godt. Også tilrettelæggelsen af specialundervisningen ser han som en udfordring, der kræver stort fokus. Emnet store og små skoler var fremme ved sidste års budget, hvor det blev prioriteret, at de små skoler skulle bestå. Den nye skolechef kan ikke udtale sig konkret om det i Brønderslev. - Men hvad enten det er en stor eller en lille kommune, så er det en udfordring, at der er stor forskel i økonomien for store og små skoler. Det er en udfordring, vi må forholde os til. Der er ingen tvivl om, at de store skoler har nogle andre muligheder end de små skoler, siger Jakob Ryttersgaard, der peger på, at det er en politisk prioritering, hvordan man ønsker, at det skal være. Fritid med bold og familie Skolen og skolens udvikling fylder mange af Jakob Ryttersgaard tanker, men når han har fri, brænder han også for noget helt andet - sport. Han har selv spillet meget håndbold og også indtil for nyligt været engageret i Aalborg Håndboldklub både i organisationen og som træner. Men det er nu lagt på hylden til fordel for hans to børns interesse for et andet boldspil, fodbold. - Jeg følger mine børns sport. De spiller begge to fodbold, fortæller Jakob Ryttersgaard. Familien bor i Aalborg, og rummer ud over den kommende skolechef og hans kone en søn på 11 og en datter på 15 år. Ellers slapper han af med en god bog, når der er tid til det - det kan være faglitteratur eller en krimi. Pt læser han i en afskedsgave han fik af kollegerne i Vestbjerg - "Tøger", en biografi om Tøger Seidenfaden.