Coronavirus

Skoler gør klar til, at elever kan teste sig selv

Efterskoler, gymnasier og erhvervsskoler forbereder sig på, at elever kan coronateste sig selv efter påske

Der arbejdes henimod, at elever med fysisk fremmøde på blandt andet efterskoler, gymnasier og erhvervsskoler fra 6. april skal kunne teste sig selv med en næsetest. (Arkivfoto).

Der arbejdes henimod, at elever med fysisk fremmøde på blandt andet efterskoler, gymnasier og erhvervsskoler fra 6. april skal kunne teste sig selv med en næsetest. (Arkivfoto).

DANMARK:Når elever på blandt andet efterskoler og gymnasier møder på skolerne tirsdag efter påske, får de mulighed for at coronateste sig selv.

Det er i hvert fald scenariet, som ungdomsuddannelser og efterskoler landet over er blevet bedt om at gøre sig klar til med virkning fra 6. april.

- Det er en meget stor logistisk opgave, vi står overfor. Skolerne får ansvar for at ansætte medarbejdere, der skal hjælpe med at supervisere eleverne, når de skal teste sig selv, siger formand for Danske Gymnasier Birgitte Vedersø.

Testen skal ifølge formanden ske efter samme model, som bruges af skoleelever i Østrig. Den udføres ved hjælp af en vatpind i næseborene.

Selvtesten skal foretages to gange ugentligt, og det gælder for elever, som har lov til fysisk at møde op på skolerne.

Eleverne kan som alternativ også møde op med en negativ coronatest fra et testcenter.

Vælger eleven selv at stå for testen, kommer det til at foregå under supervision.

Det vil sige, at podningen foregår, mens en person holder øje med eleverne.

Det er op til skolerne selv at skaffe hænder til denne opgave.

- Mange skoler kigger nok til sidste sommers studenter, der alligevel ikke kom på backpackertur til Asien, og som trænger til noget at lave, siger Birgitte Vedersø.

Skolerne bliver kompenseret for udgifterne til ekstra personale, og man er gået i gang med at hyre folk ind til opgaven, oplyser Birgitte Vedersø.

Hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning tager formanden, Ingrid Kjærgaard, godt imod det nye tilbud om selvpodning.

- Det giver en ekstra fleksibilitet, at man kan teste sig på uddannelsen og ikke skal bruge tid på at transportere sig frem og tilbage til et teststed.

- Men man skal også snakke om, hvordan man håndterer et negativt testsvar på en god måde. Det handler om at få skabt en god klassekultur, siger hun.

Hos Efterskoleforeningen er man i fuld gang med at forberede sig til den nye opgave.

Formand Torben Vind Rasmussen tvivler på, at alle efterskoler kan være klar til at løse opgaven fra dag ét.

- Der er nogle specialskoler, der skal have en anden løsning, fordi de har en høj procentdel af elever, som ikke har mulighed for at pode sig selv. Eksempelvis på grund af handicap eller andre udfordringer.

- Så man må have respekt for, at der kan blive en længere indkøringsperiode for disse elever, siger Torben Vind Rasmussen.

Inden der gives endeligt grønt lys til selvtest, skal en lovbekendtgørelse på plads. Desuden afventer Børne- og Undervisningsministeriet godkendelse af de indkøbte testkit.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.