Skoler i voksealder

Byskolerne i Støvring udvider

STØVRING:Minerne har længe været bekymrede. Men efterhånden er det med en vis forventning, at forældre og lærere på Støvring Bys to skoler ser frem til at gå i gang med de udvidelser, der endeligt skal koble de stærkt udvidede SFO'er sammen med skolerne. Det bliver det fysiske resultat af sidste års beslutning om at nedlægge fritidshjemmene og dermed samle alle børn, der skal passes efter sidste time, på deres skole. Det gør trængslen stor - alene på Karensmindeskolen er der nu 207 børn i SFO'en Søhulen mod 175 sidste år, der endda var over normen. Kernehuset på Bavnebakkeskolen har godt 50 procent flere end de 119 SFO'en holdt i ånde i efteråret 2002. Det lyder uoverskueligt, men det har kunnet fungere ved at SFO'erne har brugt de yngste klassers lokaler, når børnene der gik hjem. Og det er faktisk den model man bygger videre på med udvidelsen. Om et par uger går håndværkerne i gang på Karensmindeskolen, og når først de er rykket ind tager det et lille års tid og godt fem millioner kroner før de helt forsvinder igen. Men så står der også 400 nye kvadratmeter tilbage og en helt forandret indre skolegård. På Bavnebakkeskolen venter man til december med at gå i gang, men så skal der også bankes og bygges her indtil 250 nye kvadratmeter er taget under tag. Begge skoler har været ude i omfattende ombygninger af den ene eller anden slags de sidste år og både elever og lærere har i og for sig fået nok af hammerslag, boren, fræsen og støven. Når mundvigene derfor alligevel vender opad på skoleinspektørerne , så har det derfor nogle andre grunde. - Det er simpelt hen et godt projekt, som vi har fået lavet. Vi tror på at det bliver rigtig godt, når det står færdigt, forklarer således Ole Korneliussen, Karensmindeskolen. Han ser allerede for sig den nye skolegård tage form, for han har nøje fulgt planerne forme sig sammen med skolens bestyrelse siden arkitekt Gorm Nielsen fra Århus kom med de første udkast og ideer. Det bliver de lokale arkitekter hos Verner Bendixen, der står for den endelige udformning. Skolegården bliver en anelse mindre, når en del af gangarealet trækkes lidt ud i gården. Det betyder nemlig samtidig at klasserne i indskolingen på den anden side af gangen kan gøres større. Endefløjen forlænges lidt, og under alt dette må børnene overgive en del af skolegården til håndværkernes værktøj. Når selve byggeriet her er overstået, bliver selve skolegården lavet om. En del bliver lavet i små terasser, som der nok skal bive løbet en del op og ned ad. Siden bliver Søhulen, på den anden side af fløjen, direkte forbundet med Karensmindeskolen med en gang, ligesom SFO'ens lokaler også bliver udviet noget og bygget om. På Bavnebakken ser skoleinspektør Arne Kristoffersen også frem mod fornyelsen. - Vi har lavet mange ombygninger her - også flere, vi har fået meget hædrende omtale for. Men det her er faktisk første gang i mine 24 år som skoleinspektør at vi udvider, forklarer han.