Skolelukninger

Skoler ikke fredet i sparekatalog

Byrådet vil have alle mulige ideer på bordet før prioritering til budgetterne i 2011 og frem

Leif Nielsen (V) mener, de små skoler fortjener en debat om deres fremtid, mens nogle af hans partifæller hellere ville frede skolerne i den store jagt på et økonomisk råderum de kommende år. Arkivfoto

Leif Nielsen (V) mener, de små skoler fortjener en debat om deres fremtid, mens nogle af hans partifæller hellere ville frede skolerne i den store jagt på et økonomisk råderum de kommende år. Arkivfoto

Det er ikke ret sandsynligt, at byrådet i Rebild farer ud og lukker flere skoler i den nærmeste fremtid. Til gengæld bliver skoleområdet som sådan ikke fredet på forhånd, når forvaltningen nu skal udarbejde et meget stort katalog over sparemuligheder til et møde 10. juni. Her vil byrådet prøve at skaffe sig et såkaldt økonomisk råderum på 30-40 millioner kroner om året i forhold til budgetterne for 2011 og frem. Søren Søe fra Oplandslisten prøvede ellers ved byrådsmødet forleden at tage de øvrige politikere i ed på, at skolelukninger i hvert fald ikke kom på tale. - Det er fint nok, vi får belyst skoleforholdene, men vi skaber en masse usikkerhed hos borgere og forældre. Jeg synes, vi skal være så modige at sige, at skolelukninger ikke er en del af rammen, sagde han. Han fik dog kun seks stemmer for sit forbehold fra økonomiudvalget om at holde skolestruktur ude af den store sparemanøvre i juni. Ud over han selv og listefællen Axel René Aubertin stemte de to SF'ere og de to DF'ere for. Leif Nielsen (V) tilhørte det store flertal, der er åben for diskussionen: - De små skoler fortjener, at vi tør tage debatten og måske fremtidssikre dem. Ellers bliver der heller ikke ro på området. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende, lørdag