Skoler kan søge penge til forbedring af indretning

Skolevæsen 20. marts 2007 05:00

FREDERIKSHAVN: Skolerne i Frederikshavn og Læsø Kommune kan nu søge penge til at indrette Kloge m². Det er Realkredit Danmark, der på landsplan står klar med en pose penge til skoler, der ønsker at skabe inspirerende faciliteter eller forbedre de nuværende fysiske rammer for undervisning, samarbejde og idéudvikling. Sidste år var første gang man uddelte penge og der blev givet støtte til 22 projekter der var en million kroner i puljen. Det beløb er mere end fordoblet i år, hvor der er 2,3 millioner kroner i puljen. - Vi fik 1800 ansøgninger i alt og 47 ansøgningerfra vores område til Realkredit Danmarks Kloge m² Pulje i efteråret 2006 og det var mere end vi havde regnet med. Derfor har vi valgt at fordoble puljen, siger Realkredit Danmarks områdechef Hans William Hansen, Frederikshavn. Han understreger, at skolerne sagtens kan søge igen, selvom de ikke fik penge sidste år. Man kan få mellem 10 og 100.00 kroner. De 2,3 millioner kroner, der er afsat i år, går til skoler, der har spændende projekter på tegnebrættet, som vil forbedre de fysiske faciliteter på skolen. Alle skoler har mulighed for at få del i pengene fra Realkredit Danmarks Kloge m² Pulje. - Vi lægger selv vægt på værdier som samarbejde og innovation og ønsker at støtte andre i at gøre det samme. Alle skoler, elever og forældre her i Kommunen kan søge om penge til et konkret projekt på en skole, understreger Hans William Hansen. Gode, inspirerende rammer på skolerne øger muligheden for, at Danmark fortsat kan skabe stærke og innovative arbejdspladser og resultater, som kommer hele samfundet til gode. Alle registrerede skoler - både private og kommunale - handelsskoler, gymnasier og tekniske skoler har mulighed for at søge penge. Ansøgningerne bliver vurderet af Realkredit Danmarks Vurderingspanel, der består af repræsentanter for byggefagene, pædagogikken og Realkredit Danmark. Der er ansøgningsfrist den 4. april 2007, og ansøgningsskemaer kan hentes på Realkredit Danmarks kontorer, i BG Banks filialer eller på www.rd.dk/klogem2. Pengene skal være uddelt senest 25.maj.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...