Skoler som springbræt til foreningerne

Kulturforvaltningen lokker med ophold på Rønbjerg Feriecenter for hele klassen

Skolevæsen 3. september 2002 08:00

AALBORG: Med et ophold på Rønbjerg Feriecenter som gulerod forsøger kulturforvaltningen nu at få Aalborg Kommunes skoler til at motivere især flygtninge- og indvandrerbørn til at blive foreningslivet. I hele september kommer der til at køre en kampagne på skolerne under overskriften "Ta' en ven med!". Underforstået er det en opfordring til de børn, som allerede er aktive i en eller anden forening, om at overtale en eller flere klassekammerater til også at tage med. Kampagne retter sig især mod flygtninge- og indvandrerbørn, der ikke har tradition for et foreningsliv i de lande, som de og deres forældre kommer fra. En miniundersøgelse foretaget for fire år siden viste, at kun halvdelen af flygtninge- og indvandrerdrengene i Aalborg Kommune deltager i foreningsaktiviteter i fritiden, mens det for pigernes vedkommende blot var syv procent! For børn som helhed i Aalborg Kommune er tre ud af fire medlem af en eller flere foreninger, som de har fornøjelse af i fritiden. - Der er måske lidt flere flygtninge- og indvandrerbørn, som i dag dyrker en eller anden form for fritidsaktivitet. Men vi vil gerne have mange flere til at deltage aktivt i foreningslivet, og det tror vi på, at skolerne kan hjælpe til med, siger Morten Ubbesen, leder af det såkaldte Projekt F, som netop har til formål at integrere flygtninge- og indvandrerbørn i det aalborgensiske foreningsliv. - Det handler om at få informationen til at foregå i øjenhøjde. Jeg er overbevist om, at lunten bliver tændt hos børnene, hvis lærerne prøver at motivere dem til at deltage i foreningslivet sammen med de kammerater, der gør det i forvejen, tilføjer han. Lærerne spiller altså en meget central rolle i kampagnen. Allerede for et par måneder siden modtog skolerne et oplæg fra forvaltningen, hvori lærerne bliver opfordret til at inddrage kampagnen i den daglige undervisning. For eksempel ved at anskueliggøre, hvad forskellen er mellem Anders And-klubben, den lokale fodboldklub, frimærkersamlerforeningen og spejderkorpsene. Når forvaltningen har valgt netop skolerne, lærerne og klassekammeraterne som platform for kampagnen, er det fordi flygtninge og indvandrere kender skolen og føler tryghed ved den og hører efter, hvad lærerne siger. Derfor har Morten Ubbesen også stor tiltro til, at kampagnen giver resultater. - For et par uger siden var jeg rundt på skolerne, og de lærere, som jeg snakkede med, var i hvert fald positive over for at medvirke, fortæller han. Det er godt tre år siden, Projekt F startede, og i den mellemliggende tid er Morten Ubbesen blevet en hel del klogere på, hvilken indsats det koster at få flygtninge- og indvandrerbørn inddraget i foreningslivet. - Nogle af de etniske religiøse grupper, som står stærkt især i Esbjerg og Aalborg, har dannet myter om, at piger og drenge går i bad sammen, når de deltager i foreningsaktiviteter. Derfor handler det for os om at bombardere forældrene med information om, hvad det foreningslivet i virkeligheden går ud på. Det er her, vi tror på, at skolen kan være en god platform, forklarer Morten Ubbesen. Opfordringen om at tage en ven med til aktiviteter i foreningen er sendt til alle de 7700 elever, som går i 4.-8. klasserne i Aalborg Kommune. Til den klasse, hvor kampagnen lykkes bedt, vanker der som nævnt et ophold på Rønbjerg Feriecenter. Andenpræmien er bowling og pizza for hele klassen, mens tredjepræmien består af en sejltur på fjorden med skoleskibet Jens Krogh.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...