Skoler udpeger elever som konfliktmæglere

Københavns Kommune vil til august uddanne to voksne og en gruppe børn som konfliktmæglere på 10 udvalgte skoler, skriver Kristeligt Dagblad. Børnene skal selv ansøge om at blive konfliktmæglere, som gennem samtale skal hjælpe de stridende med at finde en løsning - en metode, der har vist sig som en succes i straffesager. - Jeg tror, at konfliktmægling fører til et bedre undervisningsmiljø, fordi lærerne får større positive forventninger til eleverne. Evalueringer af konfliktmægling på skoler i Norge viser netop, at de norske lærere bliver meget imponeret af elevernes evne til at gribe stridighederne an, siger udviklingskonsulent i Københavns Kommune Nina Raaschou. At udpege nogle elever til at være særlige rejser en række spørgsmål, mener adjunkt på Danmarks Pædagogiske Universitet Jette Kofoed. - Det er vigtigt at tænke over, hvilke positioner børnene får i kammeraternes øjne. Måske opfatter kammeraterne dem som sladderhanke, og de bliver holdt udenfor. Det er meningsfuldt at inddrage børnene I disse processer, men ansvaret for løsninger af konflikter kan ikke være børnenes alene, siger Jette Kofoed. Flere kommuner overvejer at følge trop, men eksperter advarer mod at tildele skolebørn et større ansvar, end de kan klare. /ritzau/