Skolevæsen

Skolerne har skudt fristen for ind-skrivning

AALBORG: Forældre med børn, der har alderen til at begynde i børnehaveklasserne til næste år, får næsten et halvt års længere betænkningstid til at afgøre, om lille Søren eller lille Mette er modne til at begynde i skole. Skole- og kulturudvalget har ændret tidspunktet for indskrivningen af børn. Med virkning fra det skoleår, der begynder august næste år, ændres indskrivningstidspunktet fra omkring 1. december til omkring 1. april. - Vi har oplevet, at mange forældre har været i tvivl om, deres barn var modent til at begynde i skole, siger skolechef Henrik Mortensen. - Har forældrene spurgt i børnehaven, har de fået at vide, at det er alt for tidligt at svare på. For der kan ske så meget på et halvt år. Rent praktisk har det betydet, at der altid begynder færre børn i skolerne, end det antal der var meldt til. Henrik Mortensen anslår, at omkring 100 børn ud af de ca. 1700 tilmeldte i en årgang venter et år med at starte. Ved at skubbe indskrivningen til foråret får skoleforvaltningen et mere præcist tal at arbejde med. Men samtidig sætter forvaltningen pres på sig selv. For der skal arbejdes hurtigt, når børnene skal fordeles på de enkelte skoler, og politikerne skal nå at godkende det inden sommerferien. I lighed med tidligere år vil forældre til kommende elever modtage et brev fra den skole, de tilhører, i god tid inden 1. april, der er fristen for indskrivning. jl