Skolerne i Hjortdal, Moseby, Ingstrup og Øland-Langeslund lukker

Fire skoler, med fem undervisningssteder, i Jammerbugt Kommune lukker. Det er skolerne i Hjortdal, Moseby, Ingstrup samt Øland-Langeslund. Her lukkes der både på Øland og i Arentsminde.

Den beslutning står 21 af kommunalbestyrelsens 27 medlemmer bag. Egentlig er det kun 26, for Venstres Torben Sørensen er på ferie og kommer ikke hjem til kommunalbestyrelsesmødet på torsdag. Bag beslutningen står hele Venstre gruppe, den konservative Søren Brink, de to SF'er samt otte socialdemokrater. Udenfor står Morten Marinus (DF), Steen Andersen (Borgerlisten) samt de øvrige socialdemokrater. Skolen i Halvrimmen fortsætter som indskolingsskole for 0.-3. klasse for elever fra Øland, Arentsminde og Halvrimmen. Skolen underlægges Brovst Skole. Ulveskovskole i Birkelse fortsætter som skolen for 0.-6. klasse og skal høre under Aabybro Skole. V. Hjermitslev Skole fortsætter med klasser fra 0.-6. klasse og skal høre under Saltum Skole. - Med 21 bag er det et bredt forlig, siger borgmester Mogens Gade (V). - Der er tale om et forlig. Det betyder, at ingen har fået deres vilje. Alle kan sige, at der er noget i forliget, de er glade for, og noget, de er mindre glade for. Men vi har løst en opgave, som blev påbegyndt for et år siden, siger borgmesteren. - Jeg synes, vi har været gennem en god proces, men nu trænger vi også til en beslutning, siger Mogens Gade. Alle kommunalbestyrelsesmedlemmerne var samlet på rådhuset i Aabybro mandag aften. Efter at brikkerne var ved at falde på plads blev der holdt økonomiudvalgsmøde, som sluttede lige før midnat. Det forlig, som 21 står bag, er økonomiudvalgets indstilling til kommunalbestyrelsesmødet i Brovst Hallen på torsdag, hvor den endelige beslutning træffes. Da Venstres Torben Sørensen er på ferie, kan der ikke indkaldes en suppleant. Der bliver altså kun 26 kommunalbestyrelsesmedlemmer til mødet. - Men Torben ville også stemme for det flertallet indstiller, siger Mogens Gade.