Skolelukninger

Skolesag handler om plads og sikkerhed

Kapacitetsbehovet skal klarlægges, forklarer skolechef

Bælum-Solbjerg Skole blev renoveret for over 19 millioner kr. så sent som i 2005. Derfor fraråder byrådsmedlem Leon Sebbelin (R) at flytte overbygningen til Terndrup Skole, som kun kan få plads til de ekstra elever efter en ny stor investering. Arkivfoto: Torben Hansen

Bælum-Solbjerg Skole blev renoveret for over 19 millioner kr. så sent som i 2005. Derfor fraråder byrådsmedlem Leon Sebbelin (R) at flytte overbygningen til Terndrup Skole, som kun kan få plads til de ekstra elever efter en ny stor investering. Arkivfoto: Torben Hansen

Hvordan kan skolestrukturdebat pludselig dukke op midt i en temadebat om skolerenoveringsplan, undrer byrådsmedlem Leon Sebbelin (R) sig over i NORDJYSKE tirsdag. Da byrådet på et lukket temamøde diskuterede Terndrup Skoles behov for renovering, blev der nemlig pludselig stillet det spørgsmål i forvaltningens oplæg, om eleverne fra overbygningen i Bælum-Solbjerg Skole skal samles i Terndrup Skoles overbygning. Det er faldet Leon Sebbelin for brystet, at strukturdebatten på den måde har sneget sig ind under en anden overskrift. Og i øvrigt er han imod flytningen af overbygningselever fra Bælum til Terndrup. Men skolechef Per Larsen forklarer, at det ganske rigtigt ikke aktuelt handler om at tage beslutning om skolestruktur. - Kommissoriet for skolerenoveringsplanen er at løse de kapacitets- og sikkerhedsproblemer, som skolerne har. Men når politikerne så skal diskutere kapacitetsbehovet på Terndrup Skole, så er de jo også nødt til at gøre sig klart, hvad det er, de ønsker, og hvor vi bevæger os hen med hensyn til udviklingen i elevtallet. Når Terndrup Skole er presset kapacitetsmæssigt i forvejen, så betyder det jo noget, om der skal være plads til endnu flere elever på et tidspunkt, siger Per Larsen. Terndrup Skole er sammen med Suldrup Skole og Bavnebakkeskolen i Støvring de tre skoler, der har den største tilvækst i prognoserne for de kommende års elevtal. Det er netop de tre skoler, som byrådspolitikerne efter det seneste temamøde har prioriteret som de tre renoveringsprojekter, der trænger sig mest på. Heraf samledes man om at bekymre sig allermest om Suldrup Skole, forklarede borgmester Anny Winther (V) i lørdagsavisen. Skolechefen uddyber, hvilke problemer Suldrup Skole står med: - Arbejdstilsynet har givet et påbud om, at vi ikke må bruge hjemkundskabslokalet, så lige nu foregår undervisningen i hjemkundskab på Kirketerpskolen. Men derudover trænger Suldrup Skole til et generelt løft. Der er nogle meget mørke rum, ikke mindst fløjen med den lange gang, som er meget mørk og dyster, siger Per Larsen. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende, onsdag