Frederikshavn

Skoleskib får den store tur i Strandby

FREDERIKSHAVN:Til efteråret skal Skoleskibet Danmark igennem en større renovering, og det blev Strandby-firmaet PC Yacht Service, der i EU-udbud vandt hovedentreprisen på 4,5 mio. kr. og i går kunne tage den store kontrakt hjem. Firmaet, der også har kontrakt på det årlige vedligehold af Kongeskibet Dannebrog, var oppe mod en håndfuld andre virksomheder, heriblandt udenlandske. Skoleskibet Danmark skal have fornyet banjer og undervisningslokale og tilføres alt moderne elektronisk udstyr til undervisningen samt inden for navigation, sikkerhed og overvågning. - Vi får et hypermoderne undervisningslokale om bord med alt til faget hørende elektronik, og kommer med de øvrige tekniske installationer på niveau med et moderne skib, siger direktør Erik Møller, Nordjyllands Maritime Uddannelsescenter (MARTEC), der er skoleskibets reder., Desuden skal der foretages en del udskiftninger af interiøret i retning af det oprindelige, så det bliver mere repræsentativt, forklarer Erik Møller. Den danske maritime fond har doneret knap seks mio. kr. til det samlede projekt på skoleskibet. Fonden blev dannet, da Danmarks Skibskreditfond ophørte.