Skolestart endte med bøderegn

Mange børn heller ikke spændt fast

AALBORG:Hver tiende nordjyske bilist kører for stærkt på skolevejene. Det viser politiets opgørelse efter to ugers kontrol med automatiske fartfælder på lur ved skolestarten. Til og med torsdag havde fotovognene blitzet 714 bilister ud af 7521 passerende køretøjer. Det svarer til knap 10 procent og skal ses i forhold til, at fotofældernes normalt "fangst" er på otte procent. - Det er ikke just opløftende tal, og der resterer stadig et stort arbejde med at få bilisterne til at overholde hastigheden ved skolevejene, siger politikommissær Bent Østergaard Jensen, der er leder af den automatiske fartkontrol. Topscorer før sidste kontroldag i går var fortsat Søndergade Skole i Brønderslev, hvor 54 ud af 247 bilister blev fotograferet. Bent Østergaard Jensen tilføjer, at Aalborg Politi i den kommende uge fortsat vil være synlig i nærheden af skolerne - dog mest for at holde øje med om forældrene husker at spænde deres børn fast. Manglende sele er nemlig også fortsat et stort problem, og bødekassen får også et klækkeligt tilskud på den kontor. Dagene 4.- 7. august resulterede i 257 rapporter, og af dem handler de 56 om manglende selebrug, oplyser Rigspolitiets Færdselsafdeling i Aalborg. - Vi ser tit, at de voksne har sele på, men at børnene på bagsædet ikke er spændt fast. Forklaringerne er mange, og hvis de blev samlet, kunne vi skrive en bog tykkere end biblen. Men meget typisk undskylder forældrene sig med, at så var der ro så længe på bagsædet, når børnene ikke var spændt fast. Eller at de kun lige skulle køre 100 meter rundt om hjørnet, siger politiassistent Claus Piil fra Rigspolitiets Færdselsafdeling. Han peger på, at debatten ikke kun handler om at lette foderen fra speederen og huske at bruge sele. Forældrene bør i lige så høj grad tænke op, om der overhovedet er nødvendigt at fragte deres poder til og fra skole i bil.