Skolelukninger

- Skolestruktur skal til debat i byrådet

Frejlev Skole opfordrer Aalborg Byråd til at diskutere skolestruktur på grund af den store forskel på udgiften pr. elev

En elev på Gl. Hasseris Skole kostede 36.474 kr. i det seneste skoleår - i Bislev kostede hver elev næsten 91.000 kr. Arkivfoto

En elev på Gl. Hasseris Skole kostede 36.474 kr. i det seneste skoleår - i Bislev kostede hver elev næsten 91.000 kr. Arkivfoto

Der er meget stor forskel på, hvor store udgifter den enkelte folkeskole i kommunen har pr. elev. Det viser en ny kvalitetsrapport fra folkeskoleområdet i Aalborg Kommune vedrørende skoleåret 2010/2011. Mens eksempelvis Bislev Skole med et elevtal på 50 havde en udgift pr. elev i normalundervisningen på 90.973 kr., så kostede en elev på Gl. Hasseris Skole 36.474 kr. Den gennemsnitlige udgift på de 50 skoler er på 47.258 kr. De store udsving har fået Frejlev Skole til i et høringssvar til kvalitetsrapporten at opfordre byrådet til at drøfte skolestrukturen grundigt. Forskel kan blive for stor Frejlev Skole tager ikke stilling til det faglige niveau på de mindre skoler, men påpeger den åbenlyse forskel på udgiften pr. elev på mindre og store skoler. I høringssvaret skriver man "Efter vores opfattelse kan en skole blive for lille til, at det såvel fagligt som socialt kan forsvares at drive dem videre, med mindre de små skoler (under 150 elever) har helt specielle kompetencer til specialundervisning eller lignende". - Vi mener, at den forskel på et tidspunkt kan blive for stor, og at det kan blive for dyrt at opretholde små skoler med mindre de har en eller anden form for social kompetence, så er vi bange for, at det går ud over fællesskabet kan man sige, siger formanden for skolebestyrelsen på Frejlev Skole, John Lind-Nielsen til NORDJYSKE Stiftstidende. Udhuler de store skolers budgetter Skolebestyrelsen mener, at den store udgiftsforskel kan være med til at udhule de store skolers budgetter. - Hvis der er en pose penge til at drive skole for i Aalborg Kommune, og den pose penge er af en vis størrelse, så skal man jo dele ud. Og så kan vi godt se, at hvis det er dobbelt så dyrt at drive en lille skole som en stor skole, så går det ud over den store skole, siger John Lind-Nielsen. Skolebestyrelsesformanden understreger, at man ikke opfordrer til at lukke små skoler. - Vi synes bare, at det er lidt urimeligt, at der er den prisforskel pr. elev. Omvendt mener man fra skolens side, at de små skoler kan blive for små. - Det er jo ikke første gang, at der bliver lukket skoler i danmarkshistorien, det har vi oplevet masser af gange. Vi risikerer, at man tager børnene lidt som gidsler i forsøget på for enhver pris at fastholde en skole i et lille lokalsamfund. Forstår lokalsamfundene Skolebestyrelsen har fuld forståelse for, at man i de små lokalsamfund er bange for at miste skolen. - Vi ved godt, at skolerne har en vigtig funktion i et lille samfund, men prisen kan også blive for høj, og jeg kan ikke vurdere om prisen skal hedde 50.000 kr. eller 90.000 kr. elev. Det må byrådet og økonomerne vurdere.