Skoletandpleje ryddet for udstyr

Både klinikchef og vicekriminalkommissær tror østeuropæer står bag

Ole Jensen
Klinikchef Inge Hald med de sørgelige slangerester, efter at tandlægeborene en for en er klippet af og stjålet fra skoletandplejen i Nørager i weekenden. FOTO: MARTin Damgård
Tyverier 16. januar 2007 05:00

NØRAGER: Alle tandlægebor samt tre tandautoklaver til at sterilisere alt udstyr efter brug er stjålet hos skoletandplejen i Nørager. I alt er der stjålet tandlægeudstyr for omkring 400.000 kroner, og indbruddet er sket i løbet af weekenden i tidsrummet fra fredag eftermiddag til søndag formiddag. Tyvene kom ind i den særskilte bygning nabo til Sortebakkeskolen ved at bryde et vindue op ud mod den store parkeringsplads foran Sortebakkehallen. Indtil videre har politiet ingen spor at gå efter. Vicekriminalkommissær ved Hobro Politi, Merete Norring, formoder, at tyvene har planer om at sende tyvekosterne til udlandet. Klinikchef og leder at den kommunale skoletandpleje i Rebild Kommune, Inge Hald, har også en stærk mistanke om at østeuropæer står bag indbruddet i skoletandplejen. - Alle vore bor er simpelthen skåret af fra det øvrige udstyr, så sammen med tyveriet af de tre tandautoklaver har indbrudstyvene bevidst gået efter tandlægeudstyr og overhovedet ikke andet i klinikken, hvor vi for øvrigt slet ikke har kontanter, påpeger Inge Hald. Hendes mistanke til gerningsmænd fra Østeuropa skal også ses i lyset af tidligere tilsvarende tyverier af tandlægeudstyr hos andre tandlæger. Sammen med de øvrige ansatte havde hun mandag travlt med at rydde op efter de ubudne gæster, og al arbejde med at undersøge og behandle skolebørnenes tænder var midlertidigt indstillet. Klinikchefen har allerede haft besøg af en leverandør at nyt udstyr, og Inge Hald forventer at modtage det senere i denne uge som erstatning for det stjålne. Til dagligt er skoletandplejen i Nørager bemandet med en fuldtids tandlæge og en på deltid samt tre klinikassistenter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...