Skoletræf efter 40 år

SKØRPING:I dag får Skørping Skole besøg af 18 gamle klassekammerater og deres daværende lærer Riis. Det er nemlig 40 år siden, at klassen forlod skolen. Pedel Karl Anton Christensen har lovet at lukke de gamle skoleelever ind til et gensyn med lokalerne, som dog nok er svære at genkende efter den omfattende renovering for nylig. Pedellen er heller ikke den samme som dengang for 40 år siden. Karl Anton har ellers været på skolen i over 30 år, men for 40 år siden rådede Viggo, husker blandt andre Marius Stubberup, Aars, som har været med til at samle klassekammeraterne. De kommer fra alle egne af landet i dagens anledning og skal bagefter spise hos Top-Karen i Rebild Bakker. Senere på eftermiddagen skal de køre i hestevogn med den tidligere skovkusk, Frode Gustavsen fra Skørping.