Skoletransport i bil må ske for egen regning

Skolevæsen 2. september 2002 08:00

VALSGAARD: Hvad nu, hvis vi i bil selv transporterer vores barn til og fra skole, selv om barnet har ret til at køre gratis med skolebus? Vil kommunen så give os pengene svarende til et buskort? Nix. Hvis I selv transporterer jeres barn, så sker det for egen regning, fastslår børne- og kulturudvalget i et svar til et forældrepar, hvis barn går i børnehaveklasse på Valsgaard Skole. Det aktuelle skolebuskort koster 1.225 kroner. Men de penge får forældrene altså ikke refunderet for deres tjenestevillighed. - Hvis vi accepterer at betale forældre for selv at klare transporten, risikerer vi, at ordningen breder sig. Ikke bare koster det os penge. Dermed udhules også grundlaget for skolebuskørsel i de tyndt befolkede områder, og det vil i sidste ende stille de forældre, som ikke har mulighed for selv at klare transport, i en dårligere situation, forklarer børne- og kulturudvalgsformand Paul Christian Arnbak (S). - Det er i øvrigt lidt med samme begrundelse, som når vi siger nej til private pasningsordninger, fordi vi risikerer at udhule grundlaget for en dagplejer i tyndt befolkede områder, uddyber udvalgsformanden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...