Skolevangen er et farligt kaos

Tæt trafik og mørke cyklister i januarmørket giver kaos, når børnene skal køres i skole.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

De små elever gelejdes sikkert over fodgængerfeltet på Idræts Allé af skolepatruljen, som styrer den kaotiske trafik.Foto: Bente Poder

Sig Muldbjergskolen og Skolevangen i samme sætning, og de fleste i Hjørring ved, at nu skal der snakkes trafikale forhold for de mange, der møder hver morgen på Hjørring Seminarium, på gymnasiet, på VUC - og altså på Muldbjergskolen. NORDJYSKE Stiftstidende kiggede på trafikken en tilfældig morgen (torsdag 22. januar) og kunne hurtigt konstatere, at der stadig er grund til den debat, som i øjeblikket foregår i skolebestyrelsen, blandt lærere og forældre og blandt eleverne. Ordet kaotisk dækker glimrende forholdene i de godt 20 minutter, hvor det ser ud som om det meste af Hjørring kører omkring Skolevangen og Idræts Allé. Hurtigt kaos Kl. 7.45 er der roligt på de to skoleveje. Der kører kun få biler og enkelte cyklister, hvoraf i hvert fald halvdelen udmærker sig ved ikke at have korrekt lygteføring. I løbet af få minutter ændrer billedet sig dog, idet trafikken nærmest med et fingerknips bliver tæt og meget langsom. Skolepatruljen er endnu ikke på plads, så de børn, der skal over fodgængerfeltet på Idræts Allé tøver, før de vover sig over. Bilisterne er dog flinke til at stoppe fra begge retninger, og børnene kommer helskindet over - og den tætte trafik har den fordel, at de i hvert fald vågner helt op til den første time. Som trafikken bliver tættere skærpes også opmærksomheden hos de bilister, der skal svinge fra Idræts Allé og ned ad Skolevangen. Mørket gør det nemlig svært at se de mange mørke cyklister, og derfor svinges der forsigtigt. En mandlig cyklist med fart på tager for givet, at en kvindelig bilist med et barn på forsædet ser ham i tide og holder tilbage. Det gør hun ikke, og cykel og bil kysser hinanden med et skrald - dog uden at nogen kommer til skade, og de to morgenkombattanter fortsætter uden at snakke sammen. Lange, osende køer Et par minutter i otte er der kø fra krydset Idræts Allé-Skolevangen til Frederikshavnsvej og Tørholmsvej, og bilosen ligger tæt over hele området. Mørket er ligeledes tæt, da de to piger fra 8., der har tjansen med at dirigere trafikken denne morgen, stiller sig på hver sin side af fodgængerovergangen på Idræts Allé. Herfra bestemmer de, hvornår trafikken skal standse og hvornår den skal køre. Der kommer stadig flere børn og voksne, som skal over Idræts Allé, og dermed afvikles trafikken endnu langsommere end før - dels giver de forældre, som standser på Skolevangen for at læsse deres børn af, en forsigtig langsomhed, og dels betyder de hyppige spærringer af fodgængerfeltet, at trafikken i perioder nærmest går i stå. Ingen dytten De tager det nu pænt, de mange forældre, som tålmodigt sidder i deres osende biler og nu skal på arbejder eller hjem og drikke morgenkaffe uden børn. Ingen dytter eller gestikulerer af hinanden. Begrebet "road-rage" optræder ikke denne torsdag morgen, omend den ind imellem stikker sit grimme fjæs frem - også på Skolevangen, beretter Marie og Anne Kathrine fra skolepatruljen. De har begge oplevet ubehagelige episoder med hidsige forældre, men bedyrer begge, at de ikke er utrygge ved at styre den tætte trafik. Mørke cyklister Til NORDJYSKEs store overraskelse har endog rigtig mange af de cyklende børn ikke lygter på cyklerne. I hvert fald halvdelen af børnene mangler en enkelt lygte, mens nogle stykker vover livet helt uden lys. De reddes dog af den langsomme trafik og deres egen skærpede opmærksomhed, men fremstår som nogle mærke silhuetter i gadebilledet. Fem minutter over otte begynder skolebusserne at rulle fra Idræts Allé til Skolevangen, og nu er det med at holde tungen lige i munden. For når trafikken er tæt gives der ikke ved dørene. Bilerne holder tæt, og der er ikke mulighed for at bakke, når de store busser skal svinge. Det giver morgenens eneste dyt fra en morgengnaven buschauffør, som ikke har tid til at vente på en kvindelig bilist, som hverken kan komme frem eller tilbage. Proppen opløses efter et halvt minuts tid og næste bus kan komme til - mens Marie og Anne Kathrine vifter med de selvlysende "slikkepinde" i fodgængerfeltet og får de små over vejen. Kl. 8.15 ringer der ind på Muldbjergskolen, og skolepatruljen indstiller arbejdet og trækker til time. Trafikken i området er stadig tæt, men i løbet af godt 10 minutter tynder det langsomt ud. Lyset indfinder sig ligeledes langsomt, og roen falder over Skolevangen og Idræts Allé - indtil det atter bliver hverdagsmorgen, hvor forældrene må og skal køre deres børn i skole.